0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vold mod børn

Kulturkamp, som er værd at tage fat på

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

UANSET HVAD man ellers mener om SF's Villy Søvndal, eller hvordan man nu har det med hans parti, må man konstatere med respekt, at det var SF og ham, som 28. maj 1997 fik afskaffet den såkaldte revselsesret - forældres ret til at slå deres børn. Dér begyndte han en god og varig indsats.

Vi skal ikke glemme, at volden har en lang retslig danmarkshistorie. Først i 1921 ophævedes mandens ret til at slå sin hustru og sit tyende. Først i 1937 blev det forbudt mesteren at slå sine svende. Og først i 1967 blev det forbudt for lærere at slå deres elever! Vi er på ganske kort afstand af de tider, da vold stadig var et acceptabelt middel i omgangen med andre mennesker. Men allerede i dag ville vi blive chokerede, hvis nogen stak os en lussing. Man slår ikke længere på voksne med nogen som helst form for ret..

Det kan derfor også undre og deprimere, at vold mod børn stadig er et stort problem i Danmark. Et kig på det stykke grafik, Politiken i går bragte, viser, at Danmark ligger meget dårligt på listen over de industrialiserede landes antal af børnedødsfald på grund af mishandling. FN har foretaget den første undersøgelse af børnemishandling og vanrøgt i 27 industrialiserede OECD-lande, og her ender Danmark midt i feltet - dårligere end for eksempel Norge og Sverige. Hvert år dør i gennemsnit otte danske børn under femten år på grund af mishandling og vanrøgt.

HVORDAN KAN det gå til? Der er to hovedsvar på spørgsmålet. For det første er myndighederne - og det vil sige kommunerne - alt for dårlige til at reagere spontant og konsekvent hen over fagskranker, når der opstår en mistanke om vold. Skolen får ikke talt med sundhedsplejersken, som ikke får talt med lægen, som ikke får talt med socialarbejderne i kommunen. Sager strander, og sager henlægges.

For det andet har vi en dansk mentalitet, som essentielt er meget diskret og ikkeindblandende. Vi anser familien for samfundets kerne, og inden for hjemmets fire vægge føler vi, at vi har ret til at udøve vores myndighed. Børn er en privatsag - et fænomen, som fremmes af det kolde klima og boligens ukrænkelighed. Børn er ikke samfundets og fællesskabets fremtid, børn er forældrenes. Når lande som Italien, Spanien og Grækenland ligger i bund på listen over børnedødsfald på grund af vold, hænger det også sammen med, at børnene i de lande færdes meget mere ude.

Vi bør lære at være opmærksomme og sige fra, vi bør lære at blande os. Lovgivning har en udmærket retorisk funktion, men det er i det daglige samvær, at normerne fastlægges. En gang for alle: Du må ikke slå.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere