Bekymringen for, at man med en professionalisering af omsorgsopgaverne ville miste medmenneskeligheden, ser vi konsekvenserne af i disse år – i form af umenneskelighed. For nylig var det forholdene på et københavnsk plejehjem, og i denne uge var det den alt andet end menneskelige behandling på handikapinstitutionen Strandvænget ved Nyborg, der rystede landet. Den aktuelle virkelighed har sin rod i, at ansvaret for mennesker, der ikke kan klare sig selv, i det moderne samfund er overgået fra familien til staten. Da børn, gamle og handikappede flyttede på institution, flyttede kvinderne med. Fra at være ansvarlige for omsorgen i familien, kom kvinderne til at stå for det lønnede omsorgsarbejde. Og det gør de stadigvæk. Selv om forholdet mellem den, der yder og modtager omsorgen, altså er ændret fra at være personligt til at blive professionelt, er det stadig en udbredt opfattelse, at ’rigtig’ omsorg kræver en kvinde med et stort hjerte og varme hænder. Den opfattelse har forhindret en erkendelse af, at omsorgsarbejde ikke kan baseres på kvinders intuitive, naturlige omsorgsgen. Socialpædagoguddannelsens omskiftelige tilværelse og brede sigte har ikke kunnet ændre ved det billede. Derfor er omsorgsarbejdet aldrig for alvor blevet en profession med dertilhørende faglig identitet, kultur og normer. I en rundspørge, som Politiken foretog forrige sommer, svarede to ud af tre plejehjemsledere, at deres medarbejdere ikke var godt nok uddannet. Samtidig pegede de på det problematiske i, at en del af de mennesker, der rekrutteres til omsorgsjobbene, ikke selv er ressourcestærke. Ønskes en tidssvarende og professionel omsorg, ligger nøglen her. Som det er tilfældet, hver gang en enkeltsag dukker op, bebuder politikerne skærpede og uanmeldte tilsyn med institutionerne. Men tilsynene giver ikke omsorgsarbejderne redskaber til at gøre deres arbejde ordentligt, og de giver frem for alt ikke de ansatte en professionel arbejdsmoral at trække på i situationer, hvor deres almene medmenneskelighed og intuition ikke slår til.