SKOLELEDERE siger fra. De er sat til at lede skoler, der er så propfyldt af opgaver og problembørn, at de ikke længere har plads til besværlige børn, sagde formanden for Danmarks Skolelederforening i gårsdagens avis. Listen over børn, som ifølge skolelederen ikke kan rummes, er forstemmende lang: de urolige, de bogligt svage, de forkælede, de tosprogede og, for at det ikke skal være løgn, de højtbegavede børn. Kære skoleleder, har vi lyst til at spørge, hvem er der så tilbage i klasseværelset? Et så snævert normalitetsbegreb for de (få) børn, der altså er plads til i klasseværelset, kan ikke bruges til noget. Hvor i himlens navn forestiller skolelederformanden sig, at der skal findes specialpladser til alle de børn, der ikke lige passer ind i hans skabelon? UDMELDINGEN kan derfor ikke bruges som andet end en provokation, der gør opmærksom på nogle reelle problemer i folkeskolen. Problemerne er ikke børnene, men derimod de mange krav, der stilles til skolerne fra politisk side. Undervisningsdifferentiering, ansvar for egen læring og eleven i centrum er begreber skabt i bedste mening, men ikke noget lærerne kan bruge til ret meget, når sølvpapirs-kuglerne flyver om ørerne på dem. At forestille sig, at en enkelt lærer stillet over for en klasse med op til 28 elever kan tilrettelægge undervisningen, så den præcis er indrettet efter hver enkelt elev, er utopisk. Hvis skolelederens mærkværdige udmelding kan få enkelte politikere til at besinde sig på ikke at overdænge skolerne med modsatrettede krav, men i stedet at give dem bedst mulige arbejdsforhold, når det gælder ressourcer og klassekvotienter, skal den være velkommen. Politikere bør give arbejdsro til skolerne. Til gengæld skal skolerne gøre plads til børnene.