DA DEN AMERIKANSKE økonom James Tobin i 1970'erne formulerede sin idé om en international skat på valutaspekulation, havde han næppe forestillet sig, at ideen tredive år senere ville blive løftet op i luften af engagerede græsrødder. Men det er den altså blevet. Attacbevægelsen har gjort Tobinskatten til sin mærkesag. Om det er derfor, Europas toppolitikere tager ideen seriøst, vides ikke. Men EU-kommissionen er i hvert fald i gang med at lave en udredning om ideens bærekraft, og både ministerrådet og EU-parlamentet havde ideen på deres dagsorden så sent som i sidste uge. Men holder Tobinskatten som idé? PÅ DEN ENE SIDE er der noget forjættende ved forestillingen om, at man på ægte Robin Hood-vis med den ene hånd kan afkræve en skat af valutaspekulanterne, samtidig med at man med den anden hånd giver pengene videre til u-landene. Dermed fremstår Tobinskatten som et letforståeligt, konkret og håndgribeligt eksempel på, hvorledes vi kan regulere de internationale markedskræfter og løse globale problemer gennem fælles handling. Og den slags forestillinger er der brug for, hvis der skal skabes folkelig opbakning til og tro på, at det er muligt at skabe et alternativ til markedskræfterne på globalt plan. Men samtidig er der også praktiske problemer forbundet med at gennemføre Tobinskatten. Kritikerne peger blandt andet på, at ideen vil falde sammen som et korthus, fordi valutaspekulanterne vil drible uden om de lande, der er omfattet af Tobinskatten. UNDER ALLE omstændigheder skal tilhængerne af en regulering af de globale markedskræfter passe på, at de ikke stirrer sig blinde på én enkelt idé. Det bliver man nemlig sårbar af. At Tobinskatten er kommet på dagsordenen er sundt. Men vi skal også have flere bud på instrumenter og initiativer, der kan medvirke til at regulere de globale markedskræfter. Og frem for alt skal vi blive enige om at bakke op om de politiske institutioner, der kan være med til at gøre reguleringen til virkelighed; først og fremmest EU og WTO.