BEVISERNE er nu overvældende for, at en ukrainsk jord til luft-raket affyret under en øvelse ramte et russisk passagerfly og sendte de 78 om bord i døden i Sortehavet i sidste uge. Efter at ukrainske myndigheder hårdnakket har hævdet, at det umuligt kunne være tilfældet, tilkendegav landets præsident Leonid Kutjma i går, at han kan se sig nødsaget til at indrømme det. Men Kutjma føjede spot til skade. Efter alle tænkelige ukrainske forsøg på at lyve sig fra ansvaret sagde han, at »der ikke skulle gøres en katastrofe ud af en fejltagelse«. Det kan næppe andet end uddybe konflikterne mellem Ukraine og Rusland, at Kutjma viser så ringe respekt for russiske liv. Ukraines forsvarsministerium har disket op med alskens løgne om forløbet under den skæbnesvangre øvelse, som at der slet ikke blev affyret raketter på det tidsrum, og der slet ikke var så langtrækkende raketter med. Det vakte minder om en episode for halvandet år siden, da en ukrainsk raket ramte en boligblok i den lille by Brovary nord for Kijev og dræbte fire mennesker. Da udtalte forsvarsministeriet, at det »måske var en ufo«, men måtte siden modstræbende erkende, at den forkortelse i det tilfælde måtte stå for Ukrainsk Flyvende Objekt. SAGEN HAR VIST løgnens inerti i den tidligere sovjet-republik. Gamle vaner dør særlig langsomt i et land som Ukraine, hvor et diktatorisk regime undertrykker ytrings-friheden systematisk. I en verden, hvor terror står i fare for at skubbe andre presserende problemer i baggrunden, bør affæren genoplive opmærksomheden omkring alt det militære grej, som lande som Ukraine har mere end svært ved at styre. Russiske undersøgelser af flyvraget og lig har afsløret rester af raketter som de ukrainske, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, har udtrykt stor irritation over, at Ukraine ikke vil erkende sin skyld. Men russerne kan heller ikke unddrage sig kritik i denne sag. Umiddelbart efter katastrofen var både Putin og russiske myndigheder hurtigt ude med formodninger om et terrorangreb. Mange russiske medier ville direkte eller indirekte vide, at den russiske ledelse hellere så, at det var en terrorhandling end en vildfaren ukrainsk raket, der var årsag til ulykken. Det ville have styrket Rusland som offer i den internationale alliance imod terror. Løgne og andre politiske dagsordener var fælles om at forplumre vandene omkring katastrofen over Sortehavet.