DEN STØRSTE velfærdspolitiske udfordring i de kommende år bliver at foretage benhårde prioriteringer i den offentlige sektor. Fordi der kommer stadig flere ældre, og antallet af erhvervsaktive falder. Og fordi denne udvikling vil øge presset på de offentlige budgetter - især indenfor ældreforsorgen og sundhedsvæsenet. Så enkelt er det. Og dét ved enhver politiker, inklusive dem, der har ambitioner om at blive statsminister efter på tirsdag. Alligevel er det ikke just denne udfordring, der dominerer valgkampen. Hvem har sidst hørt en politiker stille sig frem og sige, at vi må stramme her, eller at vi må omstrukturere dér? Nej vel? Derimod har vi til overmål hørt politikerne overgå hinanden i at love befolkningen bedre forhold for ældre og syge, bedre skoler, længere barselsorlov osv. DER VAR ELLERS masser af konkrete initiativer, man kunne have taget fat på. F.eks. ville det have været oplagt, hvis nogen havde forsøgt at sætte en centralisering af det danske sundhedsvæsen øverst på dagsordenen. Problemerne i det danske sundhedsvæsen skyldes nemlig i høj grad knæfaldet for forestillingen om, at jo flere enheder og niveauer, der løser en opgave, jo bedre. Men decentralisering fører faktisk til det modsatte: rod, uoverskuelighed og ressourcespild. Derfor har vi nu brug for en overordnet - kald det bare: centralstatslig - styring. Og det, vi slet ikke har brug for, er flere privathospitaler, som trækker sygeplejersker og læger væk fra det offentlige sygehusvæsen og gør systemet totalt uigennemskueligt. OG SÅ ER DER ældreområdet. Her er det på tide at gøre op med nogle principper. Hvorfor skal millionæren have skattefinansieret hjemmehjælp? Og hvorfor ikke lytte til de socialdemokratiske borgmestre, der for nylig foreslog at fjerne de automatiske tilskud til de velhavende pensionister? Ja, tænk nu, hvis nogen i det hele taget havde gjort offentlige omprioriteringer til et valgtema? Det ville ikke bare have været troværdigt. Det ville også have øget den kommende statsministers frihedsgrader i forhold til at føre den nødvendige velfærdspolitik. Nu får han i stedet noget andet: Et stort problem.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.