VI HAR fået en statsminister, der først og fremmest er professionel politiker. Det har foreløbig ført ham igennem regeringsdannelsen, uden at han har afgivet væsentligt manøvrerum. Det ligner også en tanke, at der ikke blev hentet en eneste person uden for den politiske verden ind på den nye ministerliste. Regeringsdannelsens største overraskelse blev udnævnelsen af Bertel Haarder til både integrations- og europaminister. Posten giver Venstreveteranen en udfordring af de store. Ikke bare skal han være en slags 'kontrolminister' i EU-spørgsmål i forhold til Per Stig Møller, en konservativ udenrigsminister, der nok véd, hvad han vil: Haarder skal først og fremmest sikre, at regeringens kurs i forhold til valgkampens dominerende emne, udlændingepolitikken, bliver langtidsholdbar. I betragtning af hvor mange indrømmelser hans chef, Anders Fogh Rasmussen, før og under valgkampen gav populisterne i Dansk Folkeparti, bliver det ikke nogen nem opgave. PÅ GODT og ondt er der ikke megen hjælp at hente i regeringsgrundlaget. Trods proportionsløse ord om »tilstrømningen« til Danmark, undgår det omhyggeligt at være helt præcist, hvad angår de dramatiske stramninger, der blev talt så meget om under valgkampen. Heldigvis, for stramninger er faktisk ikke, hvad der er brug for. Kan Bertel Haarder leve op til sit ry som en liberal liberal, med personlig integritet og stor erfaring, og finde løsninger ind over midten af dansk politik, står han over for en endnu vanskeligere opgave: at ændre selve tonen i dansk politik på dette område. Skal der gøres fremskridt, hvad integrationen angår, er det helt afgørende, at den nye regering hurtigst muligt får markeret, at der er plads til os alle herhjemme - uanset herkomst, religion og udseende. Efter valgkampens massive mistænkeliggørelse er det forudsætningen for, at den indsats over for mindre grupper og særlige problemer, der hidtil har fyldt så meget i debatten, kan tænkes at give positiv mening. I lyset af den begrænsede talentmasse i de to partier, Anders Fogh Rasmussen havde til rådighed, er han vel sluppet nogenlunde fra opgaven. De sikre kort - Bertel Haarder, Lars Løkke Rasmussen, Per Stig Møller og vel efterhånden også Lene Espersen - fylder mere end de mange mere anonyme parlamentarikere, der til gengæld får chancen for at overraske positivt.