FORHANDLINGERNE mellem de afghanske grupper er ifølge FN kommet godt fra start i Bonn. Men i går krævede Nordalliancen, at alle vigtige beslutninger om landets fremtid henlægges til Afghanistans hovedstad, Kabul, som den kontrollerer. Nordalliancen afviser også en international fredsstyrke, foruden hvilken freden næppe kan sikres. Det styrker yderligere Nordalliancen, at russisk militært personel og isenkram er bragt til Kabul, mens alliancen har nægtet britiske styrker adgang til byen. Nye russiske våbenforsyninger til Nordalliancen står samtidig i fare for at styrke lovløshed mere end dialog for fred. Vi kan kun håbe, at Nordalliancen står ved sit løfte om at dele magten med et repræsentativt udsnit af Afghanistans etniske grupper. Hvis det ikke bliver tilfældet, står Talebans fald - det hidtil bedste resultat af den USA-ledede offensiv - i fare for at drukne i nye blodsudgydelser. HÅBET OM, at besindigheden vinder i det afghanske magtspil, går hånd i hånd med håb om det samme i det amerikanske. Præsident George W. Bushs udvidelse af definitionen af international terrorisme til at omfatte lande, der mistænkes for at udvikle a-våben som Irak, styrker frygten for udvidelse af krigen. Høgene i Washington tolker det formentlig som en retfærdiggørelse af det angreb på også Irak, som de ønsker. Det vil formentlig tvinge arabiske ledere til at forlade den skrøbelige internationale alliance, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil også blive mødt med et overvældende internt pres for at sige fra. USA's høge gør formentlig regning uden vært, når de mener, at arabere og russere kan presses til også at acceptere angreb på Irak. USA gik ikke i krig straks, som mange frygtede efter 11. september, men først efter sikring af en bred international koalition. Måtte besindigheden vinde, også når det gælder Irak, så den reelle fare derfra kan bekæmpes multilateralt og ikke gennem en ensidig amerikansk aktion med fare for at skabe mere og ikke mindre international terrorisme. Kravet om, at våbeninspektører igen får adgang til Irak, bør støttes, men det kræver internationalt diplomati at gennemtvinge. Bushs trussel om militært angreb, hvis ikke Irak giver sig, er næppe vejen. Derfor bør NATO-lande nu sige klart, at støtten til USA ikke er en blankocheck.