PÅ TREDJE ÅR kæmper Argentina mod en fortvivlende økonomisk krise, der både truer med at sende landet mod betalings-standsning og skade dets sagesløse naboer. Tangolandet, der i mange henseender føler sig mere europæisk end latin-amerikansk, har ikke desto mindre nået bunden på sit eget kontinent med en arbejdsløshed på 16 pct., politisk ustabilitet og et statsbudget, hvoraf halvdelen går til at betale bare renterne af den gæld, som Argentina har opbygget. ARGENTINAS krise er i sin oprindelse mere politisk end økonomisk. I årtier har skiftende regeringer truffet en imponerende række uansvarlige og kortsigtede beslutninger, selv om det ikke har skortet på advarsler. Blandt andet har Argentina lånt og lånt for at finansiere sit for høje forbrug og sin alt for store offentlige sektor. Så vist er det Argentinas egen skyld, at landet ligger som det gør, men i en globaliseret økonomi vil Argentina aldrig alene være i stand til at hive sig op ved håret, og ansvaret for en redningsaktion påhviler således ikke kun argentinerne. IMF tøver med flere lån, og det er der gode grunde til, men de internationale pengeinstitutioner bør ikke vende ryggen til Argentina. MAN KAN sagtens indvende, at det er et skråplan at belønne lande, der mod bedre vidende gør tingene skidt. Især når deres ledere samtidig udviser korrupt adfærd. Desværre er det ikke dem, men som altid folket, der betaler prisen. Det samme gør Argentinas partnere i handelsblokken Mercosur samt naboen Chile, som ellers hver især opfører sig ret fornuftigt. Argentina står over for svære valg, såsom devaluering eller en total dollarisering af landets økonomi. Begge dele vil have barske konsekvenser, som IMF må hjælpe med at afbøde. Jo hurtigere det sker, desto bedre for hele regionen.