DEN STÆRKT mandsdominerede magtbase i den hjemlige idrætsverden er - efter årtier med skiftende kvindelige kulturministre af litterært tilsnit - meget glad for omsider at have fået en rigtig sportsminister i skikkelse af den konservative joggingløber fra Holbæk, Brian Mikkelsen. Holdningen i bl.a. Danmarks Idræts-Forbund er: Endelig en mand, der ved, hvad sportslivets fristelser går ud på. Endelig en kulturminister, der har indsigt, forståelse, og som kan lade sig begejstre. Og som modsat sin radikale forgænger, Elsebeth Gerner Nielsen, ikke kræver noget samfundsengagement eller etisk overblik hos de statsstøttede sportsfolk, tværtimod går han ind for frihed til idrætten. Brian Mikkelsen er nemlig - som han har udtrykt det i denne avis - inderligt imod enhver form for statslig indblanding. Foreningslivet skal forkæles, det skal være morsomt og ikke bureaukratisk besværligt at være idrætsleder, mener kulturministeren, der ikke har nogen folkelig berøringsangst, og som vil gøre sit til, at sportslivet ligestilles med al anden kultur. Derfor glæder magtens mænd sig, og derfor ruller de med øjnene, når de tænker på den bizarre periode under Jytte Hilden (S) og den 'besværlige' tid med den engagerede Elsebeth Gerner Nielsen, der stillede krav og ønskede holdninger og debat.SPØRGSMÅLET er imidlertid, om ikke dansk idræt er bedst tjent med den gode blanding. Forståelse, indsigt og begejstring er bestemt fint - for idrætten kan med en vis ret hævde, at den i mange år har kæmpet med ministre, der i høj grad var på fremmed grund, når de modvilligt bevægede sig ud på de kortbuksedes kamppladser. Men lige så vigtigt for udviklingen af idrætten er netop modspillet. At idrættens konservative og ofte lukkede verden udfordres på holdninger og ideer - til gavn og glæde for samfundet. Og her vil det være klædeligt, hvis kulturministeren går forrest med visioner og ikke bare optræder som klaphatklædt rygklapper. Det vil være for fattigt, hvis idrætten udelukkende skal være en kritikløs platform for underholdning og begejstring.