11. SEPTEMBER blev den skelsættende begivenhed i 2001. Det skyldes ikke antallet af ofre i World Trade Center, der heldigvis har vist sig 'kun' at være ca. 3.000, men den måde, attentatet fandt sted på. Når dette kunne ske, kan alt ske, og selv om tragedien ikke er fulgt op af nye anslag, er det sårbarheden på vores stadig mindre klode, der satte en ny dagsorden. Terrorangrebet viste sig at være udtryk for bagmændenes desperation snarere end for deres styrke. Hvor den politiske islam så sent som i 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne fremstod som en totalitær utopi med stigende tilslutning i den islamiske verden, så var den ved århundredets udgang en ideologi i krise. Hverken i Iran eller i Algeriet har den indfriet befolkningens forventninger, og Talebanregimet i Afghanistan var endt i en tragisk blindgyde, længe før de amerikanske bombardementer satte punktum for det mareridt. Osama bin Ladens terror var et forsøg på at puste liv i en kriseramt bevægelse snarere end spydspids for en global massebevægelse. Det betyder ikke, at kampen mod terrorismen ikke skal fortsætte, eller at den politiske islam ikke stadig har fanatiske tilhængere i adskillige lande. Men det er med til at forklare, hvorfor den foreløbige indsats har haft så bred støtte og har nået så håndgribelige resultater. DEN SÅRBARHED, som 11. september synliggjorde, har givet afsæt til en yderligere internationalisering af verdenssamfundet, der bør hilses velkommen. Trods alle dilemmaer og misbrug er det positivt, at så mange lande samarbejder mod det åbenbart uacceptable, og det er værdifuldt, at stadig flere indser, at intet samfund er en ø, der kan tillade sig at ignorere resten af planeten. Den største risiko er, at samarbejdet i for høj grad domineres af staternes magtinteresser, og at de civile samfunds interesser trues. Også derfor er det vigtigt at holde fast i de menneskerettighedsnormer, der i de senere år har fået mere international tyngde. Statsræson alene er ikke nok, ja, i værste fald kan den tværtimod rumme kimen til statsterrorisme. MEN HVAD med os selv? Danmark er heldigvis ikke blevet ramt af terrorisme. Vi har vist vilje til at deltage ikke bare i krigen mod terrorismen, men endnu vigtigere i den langsigtede indsats for at genopbygge et helt land, som verdenssamfundet nu skylder det længe svigtede Afghanistan. Samtidig fik 11. september også betydning i den hjemlige politik, men ikke på den måde, som forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde ventet. I stedet bidrog afskyen over for terroren til at placere det såkaldte udlændingespørgsmål endnu højere oppe på dagsordenen. I DEN ny globale situation tegner der sig et dansk paradoks. Under den kolde krig var vi udenrigspolitisk set nølende allierede, der nødig tog alt for klar stilling, og hvis vigtigste bidrag forblev skjulte (Grønland). Til gengæld førte vi på hjemmefronten noget nær den perfekte koldkrigspolitik. Det skete ved at opbygge et velfærdssamfund, der gav plads til alle samfundsgrupper, og som dermed helt og aldeles marginaliserede de få tilhængere af den totalitære utopi i Øst. Ved at samarbejde og lægge næsten lige så meget vægt på lighed som på frihed, skabte man i efterkrigstiden et samfund, der fik østlandene til at fremstå som det, der var værre end forkastelige: irrelevante. I dag er situationen nærmest omvendt. 11. september er udtryk for, hvor galt sammenstødet mellem forskellige lande, religioner og kulturer kan udvikle sig, hvis de forkerte kræfter får forrang. I forhold til den globale udfordring fører Danmark under skiftende regeringer en nærmest eksemplarisk udenrigspolitik. Vi deltager aktivt og solidarisk i både EU, NATO og FN, og vi er villige til både at bruge penge og sågar risikere menneskeliv i gode sagers tjeneste - fra Balkan til Afghanistan over Afrikas Horn. MEN HVAD med hjemmefronten? Her kniber det voldsomt med at give plads til alle, ja, med overhovedet at acceptere 'de andre's tilstedeværelse. At spørgsmål, der overvejende vedrører mennesker, der er født her i landet, har statsborgerskab eller fast ophold, overhovedet går under betegnelsen 'udlændingespørgsmålet', viser, hvor galt det står til. Politisk har vi ikke udvist den respekt for forskellighed, der er en af de afgørende forudsætninger for at få et multietnisk samfund til at fungere. Alt for mange politikere har tværtimod bildt os ind, at stramninger og en endnu mere umenneskelig grænsekontrol er vejen frem. Det er ikke sådan, udfordringen fra 11. september overvindes. Vi må se at genopfinde den danske model, der overvandt det klassesamfund, som statsminister Anders Fogh Rasmussen er så glad for, at vi har lagt bag os. Det var - og er - et samfund, der har plads til alle.