MENS KULTURMINISTEREN ser på vintersport i Salt Lake City, raser debatten herhjemme om hans bebudede nedskæringer i kunst- og navnlig biblioteksstøtten. I ugens løb har en lang række forfattere forsøgt at forklare, hvorfor det er en farlig kurs, Brian Mikkelsen er slået ind på, og kvalificerede organer som Det Danske Akademi og Kritikerlauget foruden (naturligvis) forfatternes egne organisationer har taget til orde imod forringelserne (kun Litteraturrådet nøjes med at mumle ministerielt). Ministeren selv har fra sit vintersportslige eksil ladet embedsværket skrive en lettere patroniserende og bagatelliserende kronik om sagen til Berlingske Tidende, som har iværksat en hel kampagne for nedskæringerne. Berlingske har kun arrogance og hånsord tilovers for romanforfattere og andre, der ikke bare skaffer sig et job og i øvrigt nøjes med at dyrke den litterære hobby i fritiden. Det hele er så parodisk reaktionært, at man knap kan tro, vi skriver 2002. Og for at føje spot til skade begynder forskellige forfattere nu at strides indbyrdes efter den gamle regel om, at når krybben er tom, så bides hestene. Mens ministeren og hans embedsmænd bidrager til bideriet ved at lade forstå, at de skønlitterære forfattere snart for alvor bliver spillet ud mod alle andre forfattere, når hele biblioteksstøtten skal omlægges: del og hersk. FØR FORVIRRINGEN bliver total, og alt bliver muligt for Brian Mikkelsen og Berlingske Tidendes tæskehold, var det måske en idé at holde fast i, at kulturpolitik bedrives for samfundets skyld og ikke for kunstnernes. Der er ingen grund til hverken at håne, hædre eller ynke den enkelte forfatter i forbindelse med kulturministerens manøvrer. Vi diskuterer ikke socialpolitik, vi diskuterer et lille sprogområdes muligheder for udvikle en litteratur, der er så rig og spændende som muligt. Disse muligheder ønsker den nye regering og dens kulturminister at reducere. Det er synd for samfundet.