GRÅDIGHED OG GRISKHED er markedsøkonomiens tro følgesvende. Alligevel har der altid været en vis lede ved at se dem i øjnene - pudsigt nok også i markedsøkonomiens hellige haller, de store banker og advokatkontorer. Det slår også igennem i Politikens serie 'Grådighedens væsen'. I stedet for at erkende deres egen lod i erhvervslivets accelererende grådighed vælger alle at beskylde alle andre for at være skyld i den turbo-kapitalisme, som sætter skub i grådigheden. Denne gang er skytset blevet rettet mod pensionsopsparernes enøjede fokus på højest muligt afkast. Påstanden er, at lønmodtagerkapitalen er hovedkraften bag den seneste tids eksempler på grådighed. Hvor patetisk denne pegen fingre end kan forekomme, er der ikke desto mindre noget om snakken. Den altoverskyggende dagsorden hos lønmodtagerkapitalen, repræsenteret ved store pensionsinstitutioner som ATP, LD, PFA og Danica, er kravet om højest muligt afkast. OM PENSIONSSELSKABERNE med deres fokus på højest muligt afkast afspejler opsparernes inderste ønsker, er umuligt at sige. Ingen aner det. Den demokratiske debat, der kunne have givet svaret, er nemlig fuldstændig fraværende. Hverken selskaber eller kunder er tilsyneladende interesseret i at tage den. Selv om den danske pensionsformue for lang tid siden har oversteget 1.000 milliarder kroner og pensionsselskaberne sidder på en fjerdedel af det danske aktiemarked, lukker lønmodtagerne fortsat øjnene for den kolossale magt, som de på mindre end 20 år har fået i hænderne. Vi er endt med en form for kapitalisme, der er langt mere sofistikeret, end vi tidligere har oplevet. Den ultimative lønmodtagerkapitalisme, som Nordeadirektør Peter Schütze kalder den. Om det var, hvad drømmene gik ud på, da fagbevægelsen fødte ideen om økonomisk demokrati, skal være usagt. Men man må medgive Schütze & Co., at det kan være svært at kapere den folkelige forargelse over, at kapitalismen en gang imellem viser sit inderste væsen, når lønmodtagerne udelukkende efterstræber flest mulige kroner til alderdommen og aldrig har markeret nogen særlig utilfredshed med pensionsselskabernes håndtering af deres opsparede kroner. Bevares, selskaberne udgør ikke just demokratiets højborge. Men omvendt er der lysår imellem, at pensionsopsparerne møder op på selskabernes generalforsamlinger og udfordrer den herskende dagsorden.