VRISNE LÆRERE, sygeplejersker og læger fastslog i går, at det er sidste gang, de forhandler under den nuværende indretning af samarbejdet for de kommunale tjenestemænd og overenskomstansatte (KTO). Man forstår dem. Når de kan få trukket en overenskomst ned over hovedet på trods af, at mellem 75 og 95 procent af medlemmerne siger nej, fungerer fællesskabet ikke til alles bedste. Der er helt åbenlyst brug for nye forhandlingsformer, der ikke behandler samtlige de 650.000 ansatte i kommuner og ansatte som en stor masse. Selvom det store fællesskab giver lønmodtagerne stor slagkraft i forhandlingerne, holder det ikke i længden at proppe 65 forskellige faglige organisationer, der spænder fra frisører til hjertekirurger, i samme forhandlingsgryde. Det kan ikke gå hurtigt nok med at få taget fat på diskussionen om, hvordan de offentligt ansatte organiserer sig, når de om tre år igen skal til forhandlingsbordet. Ideerne om at etablere mindre grupper inden for sundhed, undervisning, administration og teknik er gode, og bør undersøges til bunds. I samme ombæring kunne man passende overveje at lægge de statslige overenskomstforhandlinger sammen med de kommunale. Overenskomsterne er næsten tro kopier, og det er nøjagtig de samme faggrupper, der indgår i forhandlingerne. ANSVARET FOR udviklingen påhviler ikke kun de ansatte. Også arbejdsgiverne skal med i diskussionen. For det første, fordi ordentlige arbejdsgivere ikke kan leve med, at store grupper af ansatte går stærkt utilfredse rundt. Og for det andet, fordi der er brug for bedre redskaber til at honorere særlige grupper. Eksempelvis er det påtrængende med en langt mere gennemgribende reform af lønningerne i undervisningssektoren, hvis ikke vi skal tabe alle de gode lærerkræfter til det private erhvervsliv.