EU-KOMMISSIONENS håndtering af fiskerireformen og fyringen af den danske generaldirektør Steffen Smidt lugter af en skandale, der rejser alvorlige spørgsmål om kommissionens eksistensberettigelse i sin nuværende form. Kommissionens vigtigste, ja eneste, opgave er at skøtte den almene, europæiske tarv. Det er netop kommissionens magtfulde rolle, som adskiller EU fra alle andre internationale organisationer, og som er en væsentlig del af forklaringen på unionens succes. I det omfang kommissionen svigter og lader sig koste rundt af nationale særinteresser, er den ikke bare overflødig, men direkte skadelig. AT DEN konservative spanske energikommissær har fået instruktioner fra sin regering om at modsætte sig fiskerireformen er en ren tilståelsessag. At reformen blev udskudt af kommissionens formand efter en opringning fra den spanske ministerpræsident Aznar, har hele tiden været åbenlyst for enhver, men er først nu - efter flere ugers forløb - erkendt af Prodi. De skiftende søforklaringer til Europaparlamentet og offentligheden har ikke just styrket tilliden. Det glædelige ved forløbet er imidlertid, at den demokratiske kontrol med kommissionen har vist sig at fungere mere effektivt, end de fleste gør sig klart. Spørgsmålet om brud på samarbejdets helligste principper og kravet om parlamentarisk undersøgelse blev første gang rejst i denne avis og har siden bredt sig ud over Europa. I samme takt har interessen bredt sig fra danske til andre landes EU-parlamentarikere, der nu har sat en stribe undersøgelser i værk. Dette samspil mellem en kritisk offentlighed og den parlamentariske kontrol har fået kommissionens formand til at forklare sig og udstede garantier. Det vidner om, at der reelt eksisterer en kritisk, paneuropæisk offentlighed, der kan fungere som demokratisk vagthund. Den har gøet før, f.eks. i skandalen om kogalskab og under afsløringen af pengemisbrug og dårlig ledelse, der førte til kommissionens fald i 1999. Og den kan endnu. DET ER for tidligt at sige, om parlamentets undersøgelser og kommissionens reaktioner herpå kan løse det akutte problem og genskabe tilliden til kommissionens uafhængighed. Men sagen bør under alle omstændigheder tages op i EU-konventet med krav om at gøre kommissionen mere uafhængig af regeringerne. Det kan ske ved at styrke parlamentets rolle i udnævnelsen af kommissionen.