HVORDAN MØDER man en fremmed? Med mistænksomhed, fordomme og mere eller mindre håndfaste forestillinger om, hvordan man hurtigst muligt slipper af med vedkommende igen? Det er en mulighed, men vel ikke den mest rimelige eller fornuftige, når man i udgangspunktet stort set intet ved om den pågældende. Med åbenhed, venlighed og nysgerrighed? Det er bestemt også en mulighed, men selv om gæstfrihed er en fornem dyd, må man erkende, at det er de færreste af os, der i praksis har menneskeligt overskud til at gribe det første møde så positivt an. Mest typisk er derfor nok et skævt smil, og en tilbøjelighed til at undgå alt for megen nærkontakt med den fremmede, man ikke kender, og ikke rigtig ved, hvad rummer.DENNE MEKANISME er med til at forklare, at det har taget lang tid, før der er kommet gang i en konkret offentlig samtale om og med de minoriteter, der som indvandrere eller flygtninge er kommet til Danmark gennem de sidste ti, tyve eller tredive år. Det er nu heldigvis ved at ændre sig. Debatten er langsomt ved at bevæge sig ud af klichéernes verden og er nu ved at blive til en konkret snak om, hvordan et multietnisk Danmark skal indrettes, hvilke krav vi med rimelighed kan stille til hinanden, og hvilke problemer der især kræver opmærksomhed og handling. Man kan desværre roligt sige, at Christiansborg, der burde være den demokratiske debats højborg, har svigtet. Her er det Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, der har sat dagsordenen med en indflydelse på tone og substans, der rækker langt ud over partiets indflydelse som regeringens parlamentariske grundlag.MEN ER det ikke også rimeligt? For var Pia Kjærsgaard og før hende Søren Krarup ikke de første til i klar tekst at sætte hele problemstillingen på dagsordenen? Og har de derfor ikke, trods lejlighedsvise fejlskud, spillet en konstruktiv rolle som fødselshjælpere for den debat, som mange andre nu heldigvis deltager i? Indtrykket forstærkes af, at Dansk Folkeparti og andre tidlige fremmedskeptikere modtager ethvert indlæg, der i stort eller småt stiller krav til minoritetsgrupper, med selvglade tilråb om, at »det er jo det, vi hele tiden har sagt«. Hvor udbredt denne måde at stille tingene op på end er i medierne, er den ikke desto mindre en fuldstændig misforståelse. Søren Krarup, Pia Kjærsgaard og deres medløbere har fra første færd modtaget de nye danskere og deres efterkommere med dyb mistænksomhed og massive fordomme. Krarup og Kjærsgaards grundbidrag til debatten har været synspunktet om, at de slet ikke burde være kommet, at grænserne bør lukkes, og at flest mulige bør sendes ud igen. At hylde dem for, at de før mange af os andre konfliktsky og forsigtige danskere tog emnet op, er absurd. For deres måde at gøre det på var og er ikke bare fordomsfuld, usympatisk og nationalt selvglad. Den var og er også dybt skadelig for den integrationsdebat, der nu er i gang, og for den integration, som rummer store og komplicerede udfordringer. Det, de fremmedskeptiske overser, er den værdiramme, der er afgørende for, at et vellykket samliv i et vellykket multietnisk samfund kan blive til virkelighed.INTEGRATION ER ikke kun et spørgsmål om beskæftigelse, socialpolitik og uddannelsespolitik. Nok så afgørende er det, at hele den offentlige debat og samtale domineres af det grundlæggende synspunkt, at vi alle skal have lov til at være her. Alle, der opholder sig her i landet, er ligeværdige medmennesker, og når forseelser sanktioneres og holdninger brydes, skal det ske på basis af værdier, som er åbne for alle at tilslutte sig. Krarup & Kjærsgaard og deres medløbere taler meget om værdier. Men de bruger værdierne til at sætte skel og grave grøfter samt til at markere, at nogle mennesker er mere lige end andre, nemlig de af os, der er lyse i huden og medlemmer af folkekirken. Man kan kun stille krav til sine medmennesker på basis af en accept af, at ens medmennesker er en del af samfundet. Det betyder naturligvis ikke, at alle verdens indbyggere er potentielle medborgere i Danmark. Danmark bestemmer selv, hvem vi lukker indenfor. Men de, der er her, har krav på den grundlæggende respekt og ligeværdighed, der er selve grundlaget for et ordentligt samfund. Når det er på plads, er det ikke bare en selvfølge, at landets love håndhæves med konsekvens. Alle hånde 'stramninger' og mere eller mindre håndfaste bud på, hvordan integrationen kan fremmes, kan også komme til konkret og saglig debat. Det er den udfordring, de seneste ugers debatbøger om integration, islam og fællesskab tager op. De er forhåbentlig det første spæde tegn på, at Dansk Folkepartis livsfarlige dominans i den hidtidige debat snart står for fald.