EFTER AT man har fået indsprøjtet kontrastvæske i blodbanen, lægger man sig på en flad briks med en sonde i armen. Inden det avancerede røntgenapparats kanon begynder at cirkle rundt om ens krop for at sende de stråler, som gør det muligt for computerens billedbehandlingsprogram at skabe et detaljeret billede af ens indre organer, beder højttalerstemmen om, at man trækker vejret dybt ind og holder det, til man igen bliver bedt om at ånde ud. Efter nogle sekunders scanning får man det meget varmt i nakken, men det gør ikke noget. Stemmen har advaret om, at der ikke er noget at være bange for. Advaret om, at man kan blive den ene ud af 1.000, som dør af scanningen, får man derimod ikke. Både i medierne og i en direkte patientkontakt med sundhedspersonalet har CT-scanning i årevis fremstået i et næsten guddommeligt lys. Som en teknologisk mirakelmulighed for i tide at opdage ting og sager i kroppens dyb, som ikke bør være der. »Sådan én vil vi også have«, har været mantraet i amt efter amt, når snakken er faldet på de dyre CT-scannere og deres altseende syn. Sådan vil det formentlig stadig være, og formentlig med god grund, men mon ikke en del patienter vil tænke sig ekstra om, før de ukritisk lader sig CT-scanne efter oplysningen om, at 50 danskere - også helt raske patienter - hvert år bliver slået ihjel af den stråling, som CT-scanning udsætter dem for? TALLENE KOMMER fra Den Internationale Kommission for Strålebeskyttelse. Kommissionen har beregnet, at en ud af 1.000 patienter, der bliver CT-scannet på en større del af kroppen, får kræft og dør inden for 2 til 10 år på grund af strålingen. Selvom risikoen ikke er større end den, som fostre udsættes for ved en ganske almindelig screening, er tallene så høje, at man i hvert fald må forlange én ting af de læger, der foretager den samlede risikovurdering, inden de indstiller til CT-scanning: at de klart og tydeligt informerer patienten om dybdesynets destruktive kraft og den risiko, der er forbundet med at lade sig bestråle. Det såkaldte informerede samtykke gælder allerede for CT-scanninger, men på landets sygehuse bliver patienter ikke oplyst om risikoen. Det er helt uacceptabelt. Avanceret teknologi er i forvejen fremmedgørende for mange mennesker. Netop i forbindelse med diagnostik og sygdomsbehandling er det ekstra vigtigt at afmystificere ved at lægge kortene på bordet. CT-scanning redder samlet set mange liv. Det er det bedste argument for klar tale.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
