UORTODOKS OG alligevel traditionel. Det er to af de beskrivelser, der passer til Malaysias regeringschef gennem 21 år, Mahathir Mohamad, som har overrasket sit land og omverdenen ved at bebude sin afgang som partichef og premierminister. I god tid, for først om 16 måneder vil han være forhenværende. Efterfølgeren er udpeget af Mahathir selv, og dermed følger malaysisk politik et klassisk mønster i Sydøstasien. Spørgsmålet er, om malaysisk politik overlever sin egen arkitekt. Mahathirs metoder har været omstridte og set med vestlige øjne ikke altid sympatiske. At hans tidligere kronprins, Anwar Ibrahim, sidder fængslet på snart femte år, dømt på falske anklager, er det klareste vidnesbyrd om årtiers ubehagelig autoritær regeringsførelse. MEN UBESTRIDELIGT er det, at der også hersker en vis respekt om manden, både blandt modstandere og verden uden for Malaysia. Han kom til magten, da Malaysia stadig var et råvareeksporterende udviklingsland præget af etniske spændinger mellem Mahathirs egen befolkningsgruppe malajerne og det store kinesiske mindretal. En fordelingspolitik, der favoriserede malajer, skabte den nødvendige stabilitet og gav landet mulighed for at tiltrække udenlandske investeringer, som i dag har løftet landet til en respektabel placering i den globaliserede it-økonomi. Tankevækkende er det derfor, at Mahathir nu siger, at denne favoriseringspolitik ikke længere er brugbar, fordi betingelserne har ændret sig. Erindres skal det også, at Mahathir nægtede at lade sig diktere af Valutafonden (IMF), da en finans- og valutakrise ramte Sydøstasien i 1997. To år efter var det værste overstået, og stort set alle kritikere i Vesten måtte give Mahathir ret i, at hans restriktive fastkurspolitik over for dollaren havde været det rigtige. Fortjenesterne til trods må det dog stå klart, at Malaysia efter landsfaderens exit stadig har brug for en politisk modernisering, der sætter uafhængige institutioner og folkelig deltagelse i politik og udvikling over lunefuld og vilkårlig personalisme. Ikke kun Malaysia, men hele Sydøstasien fortjener bedre.