DET MÅTTE jo komme. Socialdemokratiet foreslår i gårsdagens avis, at vi skal have endnu et ministerium: et familieministerium. Stressede, rødøjede forældre, junkfood på middagsbordet og urolige unger - det må vi da have en minister, som kan tage sig af. Eller må vi nu også det? Selvfølgelig bør vi være taknemmelige for, at både regering og opposition et øjeblik hæver blikket fra ventelisterne til hofteoperationer og tager fat på at diskutere reelle samfundsproblemer. Men vil et ministerium give familierne bedre vilkår? Nej, det vil det næppe - for som ideen bliver præsenteret, ligner det mere endnu et ministerium for varm luft og ansvarsforflygtigelse. DET NYE ministerium skal angiveligt samle trådene i statens familiepolitik. Jamen så kan det undre, at Socialdemokratiet straks kaster aben videre til kommunerne og siger, at de skal levere børnepasning efter seks måneder og straffes, hvis de ikke leverer varen. Er det ansvarligt? Det samme kan siges om forslaget til en miljølov med krav angående mad, legetøj og støjniveau. Det er igen kommunernes bord, og de seneste kommunalforhandlinger viste, at kommunerne vil tage sig godt betalt for at levere en sådan vare. Så er der trods alt mere gods i forslaget om en prisnedsættelse på børnepasning, for 52.422 kroner om året for at få passet et barn i vuggestuen og et i børnehaven er bestemt et beløb, som tynger husholdningsbudgettet. Den ide skal være velkommen. Men igen - hvor skal den nye minister finde pengene til det, og hvilke områder skal kommunerne spare på for at få råd til det? Et familieministerium risikerer at blive en syltekrukke, som fjerner opmærksomheden fra, at familiernes levevilkår afhænger af den måde, vi har indrettet hele samfundet på. Det ændres kun ved en konsekvent politik, som gennemsyrer alle ressortområder i en regering.