HENRY KISSINGER er kendt som udenrigspolitisk troldmand. Åbningen til Kina, afspændingen med Sovjetunionen og afslutningen af Vietnamkrigen var i sin tid realpolitiske triumfer. Præsident Nixons fald i Watergateskandalen medførte, at Kissinger, der fortsatte som udenrigsminister under præsident Ford, stod alene tilbage som deres arkitekt. At Kissinger som historiker og forfatter i vidt omfang har skrevet sin egen historie - og gjort det med talent - har holdt hans ry levende langt ud over de resultater, der i dag fremstår som dels forbigående, dels tvetydige. Kissinger er både i teori og praksis realpolitiker. Han betragter udenrigspolitik som en særlig kunst, der skal føres med den nødvendige realisme (der i praksis nemt bliver til kynisme), og altså er hævet over de politiske og moralske hensyn, der gælder i de demokratiske landes indenrigspolitik. AT KISSINGER i de senere år så småt er begyndt at blive stillet til ansvar for de mest kyniske episoder i sin realpolitiske praksis er kun rimeligt. Der er ikke tvivl om, at Nixon og han både nikkede til allierede diktatorers overgreb og selv betjente sig af beskidte kneb. Med forbehold for beviser for personlige forbrydelser bør debatten dog primært forblive moralsk og politisk. Selv om Kissingers realisme ikke bare er forkastelig, men naiv, når den vil placere udenrigspolitikken i et helt selvstændigt, machiavellisk rum, har han dog ret i, at magtpolitik i en verden, der ikke er en sammenhængende retsorden, ikke fuldt ud kan underlægges almindelige indenrigske normer. Hvortil kommer, at Kissinger jo hverken er en Saddam Hussein eller en Slobodan Milosevic. At være udenrigsminister for en supermagt i en verden fuld af diktatorer medfører nu engang, at man må arbejde sammen med forbrydere. Alene USA's magtposition udelukker, at Kissinger for alvor kommer i det juridiske fedtefad. Men debatten om, hvornår udenrigspolitisk realisme bliver til kynisme og forbrydelser, er yderst velanbragt. Ikke mindst på et tidspunkt, hvor realpolitikere igen er ved magten i Washington.