TIDERNE skifter. Hvis Københavns Universitet under den kolde krig havde fortalt offentligheden om et samarbejde med efterretningstjenesten for at forhindre ekstremistiske studerende i at 'infiltrere' uddannelserne, ville der have rejst sig et ramaskrig. Og hvis PET havde bekræftet oplysningerne og lagt op til et forstærket samarbejde, ville den politiske storm have været sikker. Sådan er det ikke i dag. Politikerne til og med SF og formentlig de fleste danskere finder det helt naturligt, at der bliver holdt øje med ekstremistiske grupper. Der er 11. september til forskel. Og nok også den hjemlige debat om rabiate islamistiske unge. ET STYKKE hen ad vejen er det sund fornuft. Hvis ikke efterretningstjenesten lige nu skulle holde øje med ekstremistiske islamistiske grupper, hvad skulle den så foretage sig? Og der var et stærkt præg af hykleri over praksis under den kolde krig, hvor man ikke indrømmede at holde øje med ret meget, men alligevel holdt øje med en hel del. Åbenhed er bedre, men proportionssans er også vigtig: Unge militante muslimer, der fabler om et islamistisk kalifat og verdensrige, er næppe farligere end de mange grupperinger, der under den kolde krig - ikke mindst på universiteterne - teoretiserede om verdensrevolution og om samfundets kapitalistiske råddenskab. Ligesom dengang har de fleste af dem det nok mere i munden end i hænderne. Der var en Blekingegadebande, og det var alvor. Men andelen af terrrorpraktikere er næppe højere nu end dengang. Og den samlede trussel mod Danmark er uendelig meget mindre nu end dengang, hvor invasionsstyrker stod parat få timer herfra, og hvor DKP i perioder var en ideologisk femtekolonne. DET ER altså på given foranledning rimeligt nok med pragmatiske kontakter mellem universitet og politi. Men der skulle nødig udvikle sig et klima af proportionsløs mistænkeliggørelse, blot fordi dem, det drejer sig om, denne gang er udstyret med en anden hudfarve og en anden religion. Heldigvis tyder meldingerne fra Københavns Universitets ledelse på, at man er opmærksom på både principper og glidebane.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
