IAGTTAGERE på det afrikanske kontinent er allerede ved at tale om tiden efter Mugabe. De er udmærket klar over, at det er svært at sælge Afrikas ambitiøse økonomiske genopretningsplan NEPAD og den nye afrikanske union til Vesten, så længe man fortsat praktiserer skulderklap og anerkender personer som Zimbabwes præsident, Robert Mugabe. ROBERT MUGABE er 78 år. Hans tid er ved at rinde ud. I partiet sidder der lysende politikere med både overblik og klare, pragmatiske prioriteringer. De ved udmærket, at man ikke kan smide landmænd ud, mens folket sulter. Derfor udtrykker nogle af de hvide landmænd stadig håb for fremtiden. Efter Mugabe. For de unge har ikke en chance for at komme til, så længe Mugabe og hans allierede fra frihedskampen mod Ian Smiths racistiske styre fortsat sidder der. Samtidig anerkender man selv i hvide kredse, at Mugabes jordreformer bygger på et uundgåeligt krav om retfærdighed. De hvide tog jorden fra de sorte under det britiske kolonistyre. Zimbabwe har hårdt brug for en landreform. Den har været holdt hen med nøl fra begge sider i 20 år. Først under pres fra en opposition opgav Mugabe sin alliance med hvide kapitalistiske landmænd, der fodrede Zimbabwes indbyggere og skabte det økonomiske grundlag for Mugabes 'socialistiske' stat. Problemerne opstod, da nogen truede Mugabes magtposition, kritiserede hans katastrofale økonomiske politik og engagement i krigen i Congo, stillede op mod ham og tilsyneladende kunne have vundet. Mugabe kastede sig over den indlysende 'ydre' fjende, gav de hvide og briterne skylden for alle ulykker og iværksatte sin vanvittige politik, hvor jorden ligger brak, mens befolkningen sulter. Derfor venter farmerne og politikerne langt ind i hans eget parti på bedre tider. Efter Mugabe.