POUL NYRUP Rasmussen vil blive husket som en af de mest resultatskabende statsministre i nyere tid. Den regering, han stod i spidsen for fra 1993 til 2001, havde europæisk rekord i økonomiske resultater. Poul Nyrup genskabte både Socialdemokratiets økonomiske troværdighed, som Anker Jørgensen havde sat over styr, og partiets politiske troværdighed, som Svend Auken havde svækket fatalt. Han var en på en gang myreflittig og visionær, stærkt europæisk og internationalt orienteret statsminister. Set i et langt perspektiv har han på nye vilkår genskabt Krag-linjen i det danske Socialdemokrati, og det gør ham ære. Som formand for Socialdemokratiet har han imidlertid udspillet sin rolle. Hvis han i god tid før valget sidste efterår havde overladt statsministerposten til en anden, havde han øget den daværende regerings muligheder for at fortsætte. Det gjorde han ikke, fordi han dengang mente at være den, der bedst kunne føre parti og regering videre gennem et valg. 20. november 2001 led Socialdemokratiet i stedet et historisk nederlag og tabte ikke bare regeringsmagten, men også placeringen som landets største parti. I modsætning til flere europæiske kolleger tog Nyrup ikke konsekvensen og gik ikke af. Det var en fejl. PARTIET HAR hidtil tålmodigt givet Poul Nyrup en chance mere, og så en til. Det har ventet på, at han skulle løfte rollen som oppositionsleder. Det har ventet på, at han skulle lægge en ny politisk linje. Det har som minimum forventet, at han kunne lede partiet troværdigt i en vanskelig tid. Det er på alle punkter blevet skuffet. At Poul Nyrup i disse dage har bragt sit parti ud i en uoverskuelig krise, der overskygger alt det, der kunne være at kritisere i den nye regerings kurs, er en politisk kendsgerning. Karen Jespersen har ydet sit bidrag ved at fremture med sin strammerholdning over for indvandrere netop på et tidspunkt, hvor ledende kræfter i partiet var kommet hende mere i møde end længe. Ritt Bjerregaard har ydet sit ved sagligt, men dramatisk at undsige partiformandens elendige og illoyale måde at håndtere Karen Jespersens udskejelse på. Mange har ydet deres bidrag, men ansvaret for krisen er og forbliver Nyrups. HVEM TROR nu på, at han er manden, der kan forny Socialdemokratiet, endsige vinde det næste folketingsvalg? Hvem tror nu på, at han kan skabe klarhed og en politisk fornyelse, der vil kunne samle og begejstre, og igen give partiet styrke i den offentlige debat? Uanset hvilke fem- eller tipunktsplaner, man bliver enige om, så kræves der en politisk leder, før de kan slå igennem. En partifomand i opposition har ingen anden magt end den, hans politiske autoritet giver ham. Nyrups autoritet ligger i ruiner. Det har hidtil været et dogme både i partiet og blandt politiske iagttagere, at kun Poul Nyrup selv bestemmer over sin afgang. Ikke flere kongemord, lød parolen. Skal det blive ved med at være sandt, gør Poul Nyrup klogt i at gribe den sidste chance, han har for at gå med værdighed. Den kommer her på kongressen. Ved at stille sin formandspost til rådighed ville han skabe håb for partiet. Kun på den måde kan den fornyelse, som han selv har lagt op til, blive en realitet. HVEM ER alternativet? Det spørgsmål har allerede alt for længe været formandens egen forsvarslinje over for kritikere. Alternativerne er naturligvis alle sammen enten for gamle eller for unge, for tæt på Nyrups kurs eller for langt fra den, ikke erfarne nok eller helt nedslidte. Hvis man spørger partiformanden. Men der er naturligvis altid et alternativ. Den sørgelige sandhed lige nu er, at det er svært at forestille sig en kandidat, der igen ville få Nyrup til at ligne den mindst ringe mulighed. På længere sigt kan der anlægges mange synspunkter på, hvem der ville være den bedste mand eller kvinde til den post, og på det endnu vigtigere spørgsmål om, hvordan Socialdemokratiets kurs skal fornyes. Lige nu er der imidlertid to ting, der er afgørende. At den pågældende kan samle partiets fløje og give plads til en debat, der ikke ender i borgerkrig. Og at den pågældende har gennemslagskraft og naturlig autoritet både i forhold til partiets vælgere og hele befolkningen. De to krav er der lige nu kun én ledende socialdemokrat, der kan leve op til. Han hedder Mogens Lykketoft. Og der er næppe tvivl om, at han står til rådighed, hvis folketingsgruppen og partiet vil det. DANMARK HAR brug for et Socialdemokrati og for en opposition, der fungerer. Det er i alles interesse - også uden for partiets egen kreds. Skal vi nå dertil i overskuelig fremtid, må Poul Nyrup Rasmussen nedlægge sin formandspost. Sker det ikke på kongressen, skal det ske senere. Det bliver ikke kønnere af den grund. Gå nu, Nyrup.