REGERINGENS NYE udspil om regler for ledige kan sammenfattes med ordene: stramninger over hele linjen. Blandt andet lægger regeringen op til, at den unge ledige under 25 år - som ikke har familiære forpligtelser - fremover skal have, hvad der svarer til Statens Uddannelsesstøtte (SU). Ideen er fornuftig. At den unge, der vælger at uddanne sig til f.eks. social- og sundhedsassistent på SU, i dag får færre penge end den jævnaldrende arbejdsløse, er et reelt problem. Det må ikke kunne betale sig at være på en passiv ydelse. Men når det er sagt, mangler regeringens stramningsudspil grundlæggende forståelse for de reelle udfordringer på arbejdsmarkedet - og ikke mindst for de lediges livssituation. F.eks. er det urimeligt, at den arbejdsløse på Nørrebro i København med regeringens forslag nu skal tvinges til at bruge fire timer dagligt på at rejse frem og tilbage efter et job på Vestfyn. Hvilket familieliv kan holde til det? Det virker også unødigt hårdt, at man fjerner muligheden for, at personer tæt på 60 år kan fritages for aktivering. Sammenfattende bygger regeringens udspil på en forestilling om, at bare man sætter mennesker under pres ved at stramme her og trykke der, vil man kunne få dem ud på arbejdsmarkedet. Men den tankegang holder ikke. Ikke længere i hvert fald. Det er korrekt, at det var effektivt at lave stramninger af rådighedsregler mv. i 1990'erne, hvor arbejdsløshedskøerne bestod af mange, der var klar til arbejdsmarkedet. Men det er langtfra sikkert, at den politik, der var en succes over for de ressourcestærke, også er en succes, når vi - som i dag - er nået til den gruppe ledige, der har været arbejdsløse i mange år og måske har andre sociale problemer i form af misbrug, psykiske problemer mv. ERFARINGERNE VISER faktisk, at aktiveringsindsatsen ikke er nogen succes over for denne gruppe af ledige. Dels er en stor del af aktiveringen nyttesløs i forhold til at skabe job. Og dels oplever mange ledige det som ydmygende at blive sendt ud i en aktivering, der i bedste fald har til formål at leve op til lovgivningens krav om måltal. Under alle omstændigheder er det åbenlyst, at de svagere grupper ledige skal håndteres på en anden måde end de ressourcestærke ledige i 90'erne. Vi må ganske enkelt betræde helt nye veje i aktiveringspolitikken. Og det har regeringen endnu ikke erkendt.