SELV OM partiets nuværende leder er tre år ældre end socialdemokraternes nye 'kronprins' (Marianne Jelved er 59 - Mogens Lykketoft er 56), var der ingen på det radikale landsmøde, der så meget som mumlede, at der var behov for et lederskifte. Det skyldes ikke kun, at de radikale har undgået den misforståelse at forveksle biologi med politisk fornyelse. Det skyldes også, at Marianne Jelved oven på valgsejren midt i regeringsnederlaget 20. november har formået at placere partiet fornuftigt. Hun har taget bestik af det basale - partiet er undtagelsesvis i en parlamentarisk set marginal position. Derfor drejer det sig om at tænke langsigtet og arbejde politisk på en måde, der igen vil placere partiet centralt efter næste valg. DE RADIKALE har ikke kastet den økonomiske ansvarlighed over bord. Derfor insisterer de på at stille de ubehagelige spørgsmål om arbejdskraft til velfærdsstaten, finansieringen af nedsat skat på arbejde og dynamik i det offentlige, som VK-regeringen ikke for alvor tør tage op. De radikale har heller ikke kastet anstændigheden over bord. Modsat socialdemokraterne lader de sig ikke fange af en absurd debat om, hvor langt man skal følge en Pia Kjærsgaards eller en Karen Jespersens leflen for den diffuse fremmedangst. Men insisterer på, at de elementer i regeringens udlændingepolitik, der er åbenbart urimelige, uanset hvor nemt de lige nu glider ned på Christiansborg, simpelthen skal væk. DET ER naturligvis nemmere at være et lille parti, der gerne vil være større, end at være et stort, der har været større, og som meget nødig vil være mindre. R har det ulige nemmere end S. Partiet kan heller ikke benægte det dilemma, der består i, at det lige nu ikke kan vælge side i dansk politik. Anders Fogh har gjort det umuligt at flytte til højre, og Poul Nyrup gør det meget lidt tiltrækkende at blive stående sammen med S. Den situation har Marianne Jelved besluttet sig for at bruge til at tænke i langsigtede politiske løsninger og sætte sit parti og sig selv i centrum. Det er sund fornuft.