TRE DAGE før Tyskland går til valg på søndag, er der ingen klar favorit. Efter i månedsvis at have ført overbevisende er den konservative kandidat Edmund Stoiber i de sidste uger blevet indhentet af den siddende kansler, Gerhard Schröder, så der ifølge meningsmålingerne nu er dødt løb. Holder tendensen, tyder det i retning af et genvalg til Schröder. Men er vinderen svær at forudsige, kan man med sindsro konstatere, at ingen af de to kandidater har imponeret synderligt under valgkampen. Kansler Schröder har ikke bare malket oversvømmelserne for alle de politiske fordele, han kunne; med sin meget markante og populære afstandtagen til tysk deltagelse i en krig mod Irak - selv hvis det sker med FN-mandat - har han også isoleret sig i forhold til både USA og resten af EU. Væsentligt længere i retning af den nøgne populisme er udfordreren Stoiber imidlertid gået i denne uge, hvor han med åbenlys desperation over de svigtende meningsmålinger har gjort sig til talsmand for, at indvandring truer Tysklands nationale identitet og økonomi. Ganske uanset, at Deutsche Bank anslår, at Tyskland på grund af det lave fødselstal i de kommende år vil skulle bruge 500.000 indvandrere årligt blot for at holde arbejdsstyrken på det nuværende niveau. Alene derfor må man håbe, at det bliver Schröder, der vinder på søndag. MED POPULISMEN som det dominerende tema falder den tyske valgkamp deprimerende godt i tråd med den generelle europæiske tendens, hvor partierne fra begge fløje søger mod midten, og drøftelsen af egentlige politiske visioner og forskelle fortoner sig. Det er en stor skam, ikke mindst for Tyskland, hvor der vitterlig er masser af helt reelle problemer at tage fat på. Landets økonomiske vækst har i snart en del år været minimal; arbejdsløsheden er - trods Schröders højtidelige løfter forud for forrige valg - blandt de højeste i EU, og arbejdsmarkedet alt for rigidt. Løsningen af disse problemer vil kræve gennemgribende reformer, som ingen af de to kandidater for alvor har turdet foreslå eller drøfte. Længst og bedst er Schröder gået med den såkaldte Hartz-plan om et mere fleksibelt arbejdsmarked og større krav til de arbejdsløse. Fornuftige tanker, men efter at Schröder har siddet fire år ved magten, kan man undre sig over, at reformerne først kommer nu.