MAKKERPARRET Tyskland-Frankrig er tilbage i fin form efter at have sikret en aftale om landbrugspolitikken, der baner vej for optagelsen af ti østeuropæiske lande i EU. Kompromiset er helt igennem klassisk og uskønt: Det kommer, efter at Frankrig og Tyskland med stik modsatte nationale interesser har sat sig i spidsen for hver sin fløj og skabt krisestemning i hele Europa. Tyskland med kravet om nedskæring af landbrugsstøtten som betingelse for udvidelsen, og Frankrig med et lige så stålsat krav om, at de franske bønder ikke skal betale noget. Når alle har talt sig varme om det store sammenbrud, lægger de to løsningen på bordet. Og løsningen består - lige så klassisk - stort set i at udsætte eller helt begrave problemerne. DEN TYSK-FRANSKE aftale, der nu er blevet de 15 EU-landes fælles udspil til ansøgerlandene, er, at landbrugsudgifterne skal fastfryses fra 2007. Fra det tidspunkt vil støtten til den enkelte landmand i de nuværende lande blive mindre, fordi støtten til de østeuropæiske lande fortsat vil vokse. Nedskæringerne bliver for de danske landmænd i omegnen af 25.000 kr. per gård - væsentligt mindre end landbrugsorganisationerne havde frygtet og forbrugerne håbet. Den største svaghed ved aftalen er, at det formentlig er lykkedes Frankrig at begrave forslaget om at bruge de mange landbrugspenge på en anden og mere fornuftig måde. Kommissionens forslag er ikke vidtgående nok, men går dog langt i retning af at fjerne den direkte indkomststøtte og i stedet bruge pengene som betaling for goder, som offentligheden og forbrugerne gerne vil have: fødevaresikkerhed, landskabspleje, naturbeskyttelse med videre. Vurderingen i Bruxelles er, at den franske præsident, Jacques Chirac, har vundet mest på aftalen, mens den tyske forbundskansler, Gerhard Schröder, har tabt forhandlingen. Men helt i tråd med det traditionelle mønster skal aftalen nok snarere læses sådan, at Tyskland tager de europæiske visioner og risikoen for et ødelæggende sammenbrud lidt mere alvorligt og derfor viser sig lidt mere generøs og lidt mindre optaget af snævre nationale interesser end modparten. NÅR ALT DET grimme er sagt om kompromiset og den måde, det er blevet til på, står det væsentlige tilbage: at det rent faktisk lykkedes for EU-landene at sætte de smålige hensyn til side og enes om en gigantisk udvidelse af Den Europæiske Union. Vi kan nu se frem til, at stort set hele kontinentet bliver samlet i et tæt og forpligtende samarbejde om de fleste af livets forhold. Og at den tysk-franske akse har banet vejen ved at knække den allersværeste nød, kan man ikke tage fra Chirac og Schröder.