EN MAND, der mere end nogen anden repræsenterer det hårdt prøvede tjetjenske folks ønske om en fredelig fremtid, blev natten mellem tirsdag og onsdag arresteret af bevæbnet dansk politi. Baggrunden er en endnu udokumenteret påstand om, at Akhmed Zakajev, der er den folkevalgte tjetjenske præsident Maskhadovs højre hånd og topforhandler, skulle være terrorist og medskyldig i det blodige gidseldrama i Moskva. I givet fald har han valgt at styre det fra SAS-hotellet i København, hvor han har befundet sig siden sidste torsdag. Indtil det modsatte er bevist, vil vi tillade os at gå ud fra, at Akhmed Zakajev er uskyldig og næppe vil kunne udleveres til Rusland. I betragtning af at både EU og USA, ja, hele det internationale samfund, i årevis - omend i et stadig lavere tonefald - har fordømt massive russiske menneskerettighedskrænkelser i Tjetjenien og anset politiske forhandlinger med netop folk som Maskhadov og Zakajev for at være vejen frem, er det forsøg på at kriminalisere ham, som Danmark nu deltager i, ikke bare moralsk og juridisk problematisk. Det forekommer også udenrigspolitisk perspektivløst. ELLER RETTERE: Hvis dansk udenrigspolitik fortsat skal hvile på de værdier, som ikke mindst udenrigsminister Per Stig Møller har stået for igennem hele sit offentlige liv, så er knæfaldet for Kreml sørgeligt perspektivløst. Er der derimod tale om at slippe ud af den øjeblikkelige dansk-russiske krise ved på dramatisk vis at imødekomme et usagligt russisk krav, så giver de danske myndigheders ageren god mening. Som et stykke småtskåren realpolitik, der vil give Danmarks omdømme alvorlige skrammer overalt, hvor menneskerettighederne sættes højt. Lige nu forsøger regeringen at give indtryk af, at der er handlet efter bogen og slet ikke drives udenrigspolitik i håndteringen af Zakajev-sagen. Statsministeren er endda gået så vidt som til at sige, at sagen er behandlet helt normalt, og at landets politiske ledelse slet ikke har haft nogen rolle at spille i den forbindelse. Lad os på nuværende tidspunkt nøjes med at udtrykke en vis skepsis over for den påstand. I BYRETTEN i går blev arrestationen behandlet for lukkede døre, »af hensyn til rigets sikkerhed og forholdet til fremmede magter«. Så vidt vides havde Akhmed Zakajev ingen planer om at forlade sit hotel endsige Danmark senere natten til onsdag. Når han alligevel blev arresteret klokken lidt over to, efter at regeringens sikkerhedsudvalg havde holdt møde om sagen kun lidt tidligere på aftenen, så ligner det et forsøg på ikke bare at imødekomme et russisk krav, men også at efterligne russiske metoder. Offentligheden både hjemme og ude kan kun sidde tilbage med det indtryk, at danske myndigheder - fra top til bund - har ilet med at tage politisk fabrikerede krav alvorligt, når nu det juridiske påskud, der manglede i forhold til selve den tjetjenske kongres, var til stede. HVORDAN ANSVARET for miseren skal fordeles mellem ministre, embedsmænd og politimyndigheder, er endnu umuligt at overskue. Men at forløbet har skandaløse elementer, står allerede nu kun alt for klart: Enten viser det sig, at Moskva har solide beviser for, at Akhmed Zakajev har haft terrorplanlægning som nebengesjæft, mens han rejste Europa tyndt på diplomatiske missioner. I så fald var hele den nu afsluttede tjetjenske konference netop den terroristrede, som Kreml fabler om. Og så var det naturligvis utilgiveligt blåøjet af danske myndigheder at tolerere den. Eller også viser det sig, at beskyldningerne mod Zakajev er både politiske og useriøse. Vi anser det sidste for langt mere sandsynligt end det første: I begge tilfælde står den danske regering med en meget dårlig sag. DET SKØN, som danske myndigheder med denne arrestordre har udøvet, ligner lige nu det største fejlskøn i denne regerings tid. Og uanset hvor meget statsministeren taler om normalitet og automatik, så er der udøvet et skøn. Uanset på hvilket niveau det skøn er foretaget, har det anbragt regeringen i en særdeles ubehagelig situation. Ikke bare vil næsten ethvert udfald af Zakajev-sagen skade Danmarks internationale interesser og omdømme - enten i Moskva eller i resten af verden. Men spørgsmålet om, hvordan sagen landes, er nu ikke længere under regeringens fulde kontrol, i og med at domstolene er involveret. Forholdet mellem Danmark og Rusland har udsigt til at forblive nedfrosset i et godt stykke tid. Og den uden- og indenrigspolitiske sympati, som regeringens linje i en David mod Goliat-situation i begyndelsen af ugen kunne skabe, smuldrer nu for øjnene af os. Alt sammen fordi dansk politi først sov i timen og derefter ikke kunne holde sig i ro. Eller hvem det nu var, der gik i panik natten mellem tirsdag og onsdag.