DET ER ikke altid, det moralsk rigtige og det udenrigspolitisk hensigtsmæssige går hånd i hånd. Statsræsonen kan gøre, at høje idealer må bøjes. Og anerkender man ikke, at dilemmaet er reelt, siger man i virkeligheden, at forholdet mellem stater ikke adskiller sig fra forholdet mellem mennesker i et velordnet retssamfund - et standpunkt, der med rette ikke vil imponere diplomater. Det er netop i lyset af dette klassiske dilemma, Sakajev-sagen er så enestående - og enestående dårligt håndteret af regeringen. Ved at lade Akhmed Sakajev forlade landet efter sin deltagelse i den konference, der var anledningen til hans besøg, havde Anders Fogh Rasmussen kunnet forene det politisk og moralsk rigtige med det diplomatisk hensigtsmæssige. En af Tjetjeniens mest troværdige talsmænd for en fredelig løsning af konflikten kunne have fortsat sit arbejde, og Danmark havde undgået en langstrakt krise med Kreml, en krise, som heller ikke regeringen kan forvente ender med andet end en afvisning af det russiske udleveringskrav. Og det var Anders Fogh Rasmussen, der sad for bordenden, da regeringens sikkerhedsudvalg traf sin fatale beslutning om at lade politiet agere, som om de russiske påstande ikke var de åbenlyse politiske konstruktioner, som de har vist sig at være. AT STATSMINISTEREN har taget netop denne sag som afsæt til at markere sin begejstring for den 'aktivistiske' danske udenrigspolitisk, der har været skiftende regeringers fælles gods siden den kolde krigs afslutning, er ikke så lidt frækt. I første fase slap regeringen godt fra at gøre det uundgåelige - ikke at aflyse et lovligt, privat møde i København - til en markant holdningsmanifestation, og fik dermed forståelse for en pragmatisk flytning af Rusland-EU-topmødet. Flytningen var måske en diplomatisk nødvendighed, men næppe noget, et større EU-formandskabsland havde drømt om at gøre og dermed hverken heroisk eller aktivistisk. Med arrestationen af Sakajev tippede regeringens linje over i klassisk tilpasningspolitik; her er det nu overladt til juraen at redde Danmarks ære og til tilfældigheder, hvordan Kreml til den tid vil reagere. Men når det gælder ord, principper og skarp afstandtagen fra den gamle linje i dansk udenrigspolitik - tilpasningen under koldkrigsvilkår - fejler statsministerens retorik ikke noget. VI VIL DA heller ikke holde vores opbakning tilbage til den aktive og engagerede udenrigspolitik, som Anders Fogh Rasmusen proklamerer. Internationalt engagement, aktivisme i udenrigs- og sikkerhedspolitik, kampen for en international retsorden og bestræbelsen på at gøre en forskel i for eksempel Baltikum - det er gode (og velkendte) hovedsynspunkter, og det kan kun glæde os, hvis den ene Rasmussen skærper den anden Rasmussens formuleringer. Vi vil også gerne gå et skridt videre og anerkende, at den manglende erfaring, som Rasmussen I brugte som argument under valgkampen for et år siden, ikke har forhindret Rasmussen II i at yde en overbevisende indsats som EU-formand. Der er skabt resultater, og der er håb om flere. Først og fremmest er der tænkt på helheden; Danmark har ikke insisteret på nationale mærkesager, men indgået fornuftige kompromiser og gjort de afgørende fremskridt frem mod den historiske udvidelse af EU til hovedsagen. OGSÅ HER ER der imidlertid grund til at fastholde sammenhængen mellem ord og handlinger. Selv om Anders Fogh Rasmussen er en dygtig og velforberedt mødeleder og har ære af resultaterne, så gør han jo ikke arbejdet alene. Den danske udenrigstjeneste arbejder i døgndrift med at få det træge og komplicerede europæiske maskineri til at snurre. Det er en spændende opgave for danske embedsmænd. Men det er også hårdt og krævende arbejde, der udføres på vilkår, der ikke kan siges at være optimale. For alt imens statsministeren proklamerer en stadig mere aktivistisk udenrigspolitik, afsætter regeringen stadig færre ressourcer til netop dette formål. Lige før formandskabet var Udenrigsministeriet igennem en større sparerunde. Lige nu arbejder midlertidigt ansatte og ulønnede unge i døgndrift side om side med de professionelle diplomater. Der skal tænkes kreativt og smidigt, så de nødvendige kompromisformuleringer fremkommer, netop når der er brug for dem. At vores diplomati - og andre dele af vores ret lille centraladministration - hele tiden er på skrump, gør ikke opgaven lettere at løse. Hvis man vil målet, må man også ville midlerne. Kravet kan dreje sig om det klarsyn og mod, der svigtede i Sakajev-sagen. Men det kan også dreje sig om almindelig konsekvens og kvalitet. På begge punkter håber vi, at statsministeren fremover vil skabe større overensstemmelse mellem det sagte og det gjorte.