SOM THOMAS Vinterbergs film 'Festen' fortalte på blændende vis, er incest noget af det værste, der kan overgå en familie. Blodskam, som man kaldte incest i gamle dage, er en af de frygteligste forbrydelser overhovedet i det menneskelige repertoire. Noget, der kan ødelægge folk for livet, og som skal straffes hårdt. Men lige så frygteligt incest er, lige så grufuld er beskyldningen om at have begået incest, hvis det ikke er sandt. Som man kunne læse i avisen i søndags, har de såkaldte genfundne minder, hvor folk ved brug af særlige terapiformer pludselig husker, at de er blevet udsat for incest, ofte vist sig ikke at holde stik. Omkostningerne ved sådanne fejltagelser er enorme. Familier bliver revet fra hinanden og såvel forældres som børns liv forandret for evigt. Selv hvis fejlen bliver opklaret, vil det i de pågældendes omgivelser uvægerligt efterlade store mentale ar og ofte rygter, der er vanskelige at få bugt med. Hvad der i sig selv er rigelig grund til at få gang i en debat om de forskellige terapiformer og få lavet mere systematiske undersøgelser af deres virkninger. MEN VED SIDEN af de menneskelige omkostninger er der de rent juridiske. Skal man forbyde brug af 'genfundne minder' i retssager på grund af usikkerheden og risikoen for, at uskyldige dømmes?Det mener vi ikke. Modsat for eksempel USA har Danmark tradition for en fri bevisbedømmelse, hvor man i meget vidt omfang stoler på, at dommerne og nævningerne selv kan vurdere de fremlagte beviser. Målet er at finde sandheden, eller komme så tæt på som muligt, og det fremmes ikke af alt for rigide regler. Den tradition skal vi derfor holde fast i, men det kræver, at der er opmærksomhed og debat om de problemer med genfundne minder, som søndagens grufulde historie satte en tyk streg under.