EFTER FEM års styrkeprøve med Irans religiøse mørkemænd har den folkevalgte præsident Khatami omsider lagt an til en afgørende styrkeprøve. Det er sket med fremsættelsen af to lovforslag, der på afgørende vis vil mindske den magt, de konservative præster i dag øver gennem såvel retssystemet som det selvbestaltede Vogternes Råd, der bl.a. kan vrage kandidater til præsident- og parlamentsvalg. Det store flertal af reformpolitikere i det iranske parlament ventes at støtte forslagene, hvilket har fået den 59-årige Khatami til at true med at gå af, hvis det konservative præsteskab siden hen forsøger at underkende dem. Det er på høje tid, at den præsteuddannede præsident tager dette opgør. I de fem år, der er gået siden han kom til magten ved en jordskredssejr i 1997, har han indgået det ene kompromis med præsteskabet efter det andet og dermed aldrig for alvor udnyttet det mandat, han og hans reformfløj har fået ved hele to præsidentvalg samt parlaments- og lokalvalg. Tværtimod har han med sin kompromisvilje givet præsteskabet det folkelige alibi, det aldrig selv har fået - eller nogensinde ville kunne opnå. DET KUNNE have været en farbar vej, hvis det havde ført Iran tættere på det demokrati, befolkningen så åbenlyst higer efter. Men selv om der er sket visse forbedringer i folks dagligliv, så ændrer det ikke ved, at de fortsat lever med et menneskefjendsk retssystem, omfattende censur og undertrykkelse af politiske modstandere, som enten henrettes, fængsles eller på anden vis trues til tavshed. Dødsdommen mod en fremtrædende reformtilhænger, som i flere dage fik demonstranter til at gå på gaden i Teheran, er et eksempel på præsteskabets metoder, og weekendens tilbagekaldelse ændrer ikke ved det billede. Det er højst et let gennemskueligt forsøg på at signalere lydhørhed over for folkets krav. Men hvad er det egentlig, præsterne giver afkald på andet end endnu et politisk mord? DET ER VED at være sidste udkald, hvis præsident Khatami skal overgå i historien som andet end en iransk parallel til Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov: Også han var fortaler for reformer af et forkætret system, men han tøvede så længe med at følge folkets ønske, at udviklingen gled ham af hænde. I stedet faldt hele sovjetsystemet sammen med et brag, og Mikhail Gorbatjovs eget eftermæle led uoprettelig skade. Det samme kan ske for Khatami. Mange har allerede mistet troen på ham, viser meningsmålinger, og derfor må han nu klart vise, at han er rede til at stille sig på folkets side. Det konservative præsteskab skal tvinges til enten at bøje sig for den folkevalgte leder eller tage konsekvensen af at miste ham som samarbejdspartner. Hvis de vælger det sidste, vil det blot udstille den foragt, de altid har haft over for folket og dets vilje.