ALLE HAR set billederne. Flere gange endda. Tyktflydende, klæbrig sort olie, som vælter ud i Atlanterhavet. Efter at skibet med det paradoksale navn 'Prestige' gik ned ved de spanske kyster, ser vi endnu en gang en miljøkatastrofe af enorme dimensioner, som vil spolere alt dyreliv i området i mange år fremover. Hvis nogen efter at være konfronteret med de chokerende billeder tænker: »Godt, det ikke kan ske i Danmark«, kan de godt tænke om igen. For som omtalt i gårsdagens avis sejlede selvsamme skib gennem Storebælt i sidste uge og er blot et af mange hundrede tungtlastede olietankskibe, som i løbet af et år sejler i danske farvande. Blandt disse er mange tankskibe uden dobbeltskrog, og da de ikke er tvunget til at have en stedkendt lods om bord, presser enkelte rederier kaptajnerne til at spare lodsomkostningerne. Som en dansk lods udtaler: Det er ikke et spørgsmål, om Danmark rammes af en alvorlig miljøkatastrofe, men hvornår. DET KAN vi jo så passivt vente på. Ligesom vi fra 1967 og frem til i dag har set på, at der omkring hvert tiende år er sket enorme olieudslip. De fleste af disse udslip kommer fra gamle olietankskibe, som stadig får lov til at flyde omkring som lurende miljøkatastrofer. Selv om dobbeltskrog og lodstvang ikke er en garanti for, at sådanne katastrofer ikke kan ske, er det ganske enkelt beskæmmende, at det ikke for længst er lykkedes at få de internationale konventioner ændret, så disse basale ting kommer i orden. Det hænger ikke sammen, at vi bekymret ser på de dråber benzin, vi spilder på tankstationerne, samtidig med at helt gamle og utidssvarende skibe får lov at transportere store mængder olie gennem danske farvande. Spørgsmålet til det internationale samfund er derfor ikke, om der skal gøres noget ved havets lurende miljøkatatrofer, men hvad der skal gøres og hvornår. Det kan kun gå for langsomt.