DET MINDRE onde vandt over det større, da Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, sidst i den forgangne uge blev genvalgt til posten som formand for det højreorienterede Likud-parti. Han trynede sin modkandidat, forhenværende ministerpræsident Benjamin Netanyahu så eftertrykkeligt, at politiske iagttagere i Israel har rejst tvivl om, hvorvidt Netanyahu stadig har en politisk karriere foran sig. Valgresultatet er interessant som strømpil. Netanyahu havde intet valg og forsøgte at overhale Sharon på yderbanen. Hans politiske program var ekstremt. Han afviste totalt tanken om en palæstinensisk stat og gik ind for, at den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, skulle drives i eksil. Netanyahus program går på tværs af præsident George W. Bushs tale af 24. juni, hvori han skitserede sin politik i forhold til palæstinakonflikten. I talen gik Bush ind for en palæstinensisk stat. Uofficielt har han advaret mod eksilering af Arafat. Netanyahu udfordrede Bush i et forsøg på at vinde Likud-medlemmernes stemmer. Det var uklogt, for Sharons største aktiv er forholdet til USA's præsident. Så længe USA støtter Sharons politik i forhold til Arafat, vil flertallet af israelerne ikke svigte ham. SÅLEDES STYRKET forbereder Sharon sig på parlamentsvalgene 28. januar. Efter alt at dømme får han så mange stemmer, at han på ny vil danne regering. Israelerne og palæstinenserne vil fortsætte deres blodige opgør. Ikke fordi de kan vinde over hinanden, men fordi begge er bange for at blive taberen. Begge er af den opfattelse, at enhver fordel, den ene part opnår, sker på bekostning af modparten. Sharon er et politisk fænomen. Han har kun minusser i sin karakterbog. Israelerne vælger denne fiasko, vel vidende at han kun kan tilbyde mere af samme skuffe. Hans styrke er netop, at han lover at bevare status quo, dvs. flere selvmordsterrorister, flere formålsløse militæraktioner mod palæstinensiske mål, voksende økonomisk krise og stigende kritik fra udlandet. Flertallet af israelerne har vænnet sig til status quo. Det er lykkedes højrefløjen at overbevise dem om, at enhver politisk bevægelse kun kan blive til det værre. I hvert tilfælde så længe Arafat er modstanderen.