INDIENS BEFOLKNINGSTAL vil blive større end Kinas. Antallet af indbyggere i velstandens Europa vil falde dramatisk, mens fattigdommen og nøden i Afrika vil blive fordelt på dramatisk flere mennesker, end den er for nærværende. FN's årlige befolkningsrapport rummer en række opsigtsvækkende tal om den globale kløft mellem rige og fattige lande og om de demografiske forandringer i verden i løbet af de næste 50 år, men ellers er det en kun alt for velkendt historie, rapporten fortæller. Når det er lykkedes at bremse befolkningsudviklingen i en række udviklingslande siden 1970'erne, er det, fordi kvinderne er blevet bedre uddannet, og fordi der eksisterer programmer for familieplanlægning. Når befolkningstallet omvendt eksploderer fra 831 millioner i Afrika til 2 milliarder i 2050, er det, fordi kvinderne her er frataget de ressourcer, personlige og samfundsmæssige, som har vist sig virksomme i de dele af verden, hvor fødselstallet går ned. Igen og igen viser det sig, at familier, der har et reelt valg, vælger at føde færre børn, end deres forældre gjorde. I DET hele taget viser FN-rapporten, er det i høj grad er menneskehedens ene halvdel, kvinderne, der bærer den tungeste byrde. Flere kvinder end mænd lever i fattigdom. Kvinder er mere udsatte for seksuelt påførte infektioner, og et stigende antal kvinder er udsat for vold. Så dyster rapporten end måtte være, viser den meget tydeligt, at det er muligt at ændre udviklingen, som det skete med nedgangen i det globale fødselstal mellem 1970 og 1994. Det nytter faktisk, når verdenssamfundet sætter målrettet ind med økonomisk støtte til programmer for uddannelse og familieplanlægning, selvom betegnelsen verdenssamfund er noget af en overdrivelse. Siden Den Internationale Konference om Befolkning og Udvikling i 1994 har de udviklede lande, der med et noget misvisende udtryk omtales som donorlande, kun bidraget med 24 procent af de samlede udgifter til reproduktiv sundhed og familieplanlægning. Udviklingslandene selv har punget ud med de resterende 76 procent. Et skandaløst udtryk for, hvor få penge de rige lande investerer både i udviklingslandenes - og dermed også deres egen - fremtid. SAGEN ER, at FN-rapporten også er et forvarsel om en verden i dramatisk opbrud. Om voldsomme folkevandringer, om fattigdomsflygtninge i hidtil usete antal og dermed ustabilitet og konflikter, som det er i alles interesse at forhindre. FN-rapporten er en øjenåbner, hvor længe endnu vil vi, der bor i rigmandsklubben, lukke øjnene?