HVIS IKKE baggrunden var så dybt alvorlig, så ville det være fristende at anskue disse dages intense diplomatiske spil om Irak som et spil poker på meget højt plan. USA insisterer på, at tiden er løbet ud for Saddam Hussein og bevæger sig stadig tættere på den krig, som store dele af verden mistænker præsident Bush for hele tiden at have ønsket. Præsidenten og hans topfolk og talsmænd er tilsyneladende uanfægtede af, at FN's våbeninspektører endnu ikke har opdaget eller oplevet noget, der sandsynliggør, at Saddam Hussein virkelig råder over de masseødelæggelsesvåben, der er krisens kerne. Men vil USA rent faktisk føre krig mod Irak, selvom det meste af verden, herunder rigtig mange af USA's nærmeste allierede, ikke vil være med. Og selv om Sikkerhedsrådet ikke beslutter det? Vi ved det ikke. Omvendt ved vi heller ikke, om de to skeptiske vetomagter, Frankrig og Rusland, rent faktisk vil fastholde deres modstand, hvis USA handlede ensidigt og satte sig ud over holdningerne i Sikkerhedsrådet. Et forsøg på at tage politisk afstand fra USA's enegang ville i den situation nemt kunne blive en tom demonstration, der først og fremmest ville svække Sikkerhedsrådets autoritet. Og det er værre for de andre stormagter end for USA, verdens mægtige og stadig mere ensidigt agerende supermagt. På et plan udspiller der sig altså et drama mellem to fløje i NATO-alliancen. Bliver USA isoleret, eller bliver de allierede sat af? KONFRONTATIONEN mellem de allierede er kun et blegt ekko af det langt mere dramatiske pokerspil, der udspiller sig mellem Bagdad på den ene side og store dele af verdenssamfundet med USA i spidsen på den anden. Vil Saddam Hussein samarbejde til det sidste i håb om at undgå en krig? Eller vil han gå i baglås, fordi han alligevel anser en krig for uundgåelig? Mindsker de nuværende anstrengelser i dele af Mellemøsten, der går ud på at sætte Saddams frivillige afgang på dagsordenen, risikoen for krig? Eller gør alle de diplomatiske anstrengelser krigen mere sandsynlig, fordi de ved at mindske presset på Saddam Hussein frister ham til at spænde ben for FN-inspektørerne? Mange af USA's venner har på det seneste gjort det meget klart, at Washington ikke kan regne med automatisk opbakning til en krig, der har meget lidt støtte uden for USA. Virkningen af det vil i første omgang være at tvinge USA til at lægge mere vægt på den FN-proces, der nærmer sig en milepæl på mandag, hvor FN-inspektørerne aflægger rapport. Både fordi krig ikke er et pokerspil, men en dybt alvorlig sag, og fordi en krig uden om FN er en yderst problematisk affære, er der grund til at glæde sig over de skeptiske allierede i Berlin og Paris og deres indsats. Sørgeligt, at Danmark har valgt at holde meget lav profil.