'UDDANNELSE til alle'. Sådan har parolen lydt længe. Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse er eneste vej frem i det, vi har valgt at kalde et vidensamfund. Det er da heller ikke til at komme udenom. Uddannelse er naturligvis afgørende for brolægningen på livets vej. Men når det er sagt, er det nødvendigt at forholde sig kritisk til parolen. For selvom uddannelse er godt, er det ikke ensbetydende med, at meget uddannelse er meget godt. Det kan hver tredje nyuddannede akademiker skrive under på, for de kan ikke finde arbejde. Danmark er ved at få et akademisk proletariat, hvor talentet hos en hel årgang af nyuddannede akademikere bliver tabt på gulvet. Erfaringerne fra 1980'ernes overproduktion af ingeniører tilsiger, at problemet ikke går over af sig selv, når konjunkturerne ændrer sig - for viden forældes hurtigt, og blot få års arbejdsløshed gør det meget vanskeligt at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Et andet krisetegn i uddannelsessystemet er frafald, som blev omtalt i søndagens avis. Flere steder må over halvdelen af de studerende opgive at gennemføre den uddannelse, de er gået i gang med. NUVEL, vil nogen indvende: Hvor der handles, der spildes. Når samfundet har givet unge mennesker mulighed for at få en lang uddannelse, må de selv klare resten. Prisen for et åbent uddannelsessystem er et vist frafald, og at der ikke er garanti for ansættelse bagefter. Men det holder ikke. For problemet stopper ikke ved de arbejdsløse akademikere. Som uddannelsessociologen Erik Jørgen Hansen netop har påpeget, forskubber problemet sig. Akademikere vil efter års arbejdsløshed forsøge at få et HK-job, som de er overkvalificeret til. På den måde stiger kvalifikationskravet konstant, så man til sidst skal man have en ph.d.-grad i affaldssortering for at blive vicevært. SAMTIDIG med, at markedet oversvømmes af arbejdsløse akademikere, mangler der lærere, sygeplejersker og en lang række andre faggrupper. Der er kort sagt virkelig brug for at få gennemtænkt, hvordan strukturproblemerne i uddannelsessystemet kan løses. Politikerne slipper ikke for at prioritere og for at tage stilling til, om samfundet virkelig har brug for så mange akademisk uddannede. Meget tyder på, at det vigtigste for mange unge er at få en kortere kompetencegivende uddannelse, som giver konkrete jobmuligheder - som man så siden kan bygge uddannelse ovenpå. Helt op til det akademiske niveau. Hvis det er nødvendigt.