JAMEN, ER DET ikke herligt? Andelen af ældre, der går på efterløn som 60-årige er faldet. Og dermed virker den efterlønsordning, som Nyrup med møje og besvær fik forhandlet på plads for fire år siden, som den skal. Ikke sandt? Ud fra sit eget milde succeskriterium: Ja. Men vurderer man reformen ud fra det store succeskriterium - om reformen bidrager til at løse de store forsørgerproblemer, som velfærdssamfundet står over for i de kommende år - er svaret desværre: Nej. Alt for mange - over 60 pct. - af de 60-64-årige vælger stadig efterlønnen frem for at arbejde. Fortsætter dette i de kommende år, hvor de store årgange af 60-64-årige for alvor sætter ind, vil hver 12. dansker i arbejdsstyrken snart kunne kalde sig efterlønsmodtager. Og det er dybt uheldigt. For det første er efterlønnen dyr i en tid, hvor der ellers skal prioriteres benhårdt i de offentlige udgifter. Men det værste er, at efterlønsordningen dræner arbejdsmarkedet for arbejdskraft i en periode, hvor antallet af arbejdsdygtige under 60 år i forvejen er i frit fald. Efterlønnen er kort sagt en tikkende bombe under samfundsøkonomien og velfærdssamfundet. DET BAROKKE er, at efterlønnen, der oprindelig var tænkt som en ordning, der var rettet mod den nedslidte rengøringsassistent og murerarbejdsmand, i stadig stigende omfang bliver udnyttet af den veluddannede og sunde arbejdskraft. Her - blandt de privilegerede ældregrupper - opleves ordningen som en velerhvervet rettighed, som et velfærdsgode. Men vi har ganske enkelt ikke råd til at betale sund, kvalificeret arbejdskraft for at blive væk fra arbejdsmarkedet. Og slet ikke i en tid med stigende mangel på arbejdskraft. Derfor er der brug for yderligere reformer, der kan begrænse tilgangen til gruppen af efterlønsmodtagere. Og allerhelst reformer, der kan målrette ordningen mod den gruppe af nedslidt ufaglært arbejdskraft, som de økonomiske vismænd og SiD for nylig har lagt op til. SÅDANNE ÆNDRINGER af velfærdslovgivningen tager tid. Og der er kun én anstændig måde at gennemføre dem på. Først må man i god tid fortælle befolkningen om fornuften i reformerne. Derpå må man gennemføre dem. Og efterfølgende må man forklare, hvad det var, man gjorde. Dette glemte SR-regeringen og i særdeleshed Poul Nyrup Rasmussen for år tilbage. Hvis Foghregeringen har lært af dén fejltagelse, så ved den, at den må i gang med den nødvendige efterlønsdebat. Og at det helst skal være nu. I morgen kan det være for sent.