DET KAN undre, at Socialdemokraterne valgte at vente med deres skatteudspil til dagen efter, at regeringen kom med sit. Man kan jo ikke just sige, at VK-regeringens svære fødsel kom som et lyn fra en klar himmel. Sagen er jo, at Socialdemokraterne nu lover skattelettelser og andre forbedringer, der for rigtig mange danskere og da især den mindre velstillede del af befolkningen batter langt mere end dem, regeringen foreslår. Ved at lægge sig efter regeringen fik S-udspillet mindre opmærksomhed, end det fortjener. Var S kommet først, ville regeringen i højere grad skulle have forklaret, hvorfor den vil lette skatten langt mindre, end oppositionen nu tør. Forskellene på de to forslag er for en gangs skyld til at få øje på. For det første flytter Socialdemokraterne rundt på langt flere penge end regeringen. For det andet har S-lettelserne en entydig adresse: Det er de dårligst stillede og mellemindkomsterne, der får gevinsten, mens de velstillede og de rige (en million eller mere i indtægt) får lov til at betale markant mere. Regeringen gør også noget for de økonomisk svage grupper, men V og K har nu ikke helt svigtet deres vælgere. Alle får lettelser, og kun relativt betragtet er det en større gevinst for de lavere indkomster. DEN TREDJE store forskel er finansieringen. Regeringen har valgt at spare på kommende offentlige udgifter uden at fortælle hvordan. Slagsmålet kommer til at stå mellem staten og kommunerne og skal derefter udmøntes lokalt. Ganske uigennemskueligt, men sandsynligheden for, at stramningen i den sidste ende vender den tunge ende nedad, er stor. Socialdemokraterne har til gengæld valgt at øge og fremrykke beskatningen af den velstillede del af befolkningens pensionsopsparing. Samtidig skal Mærsk hoste op med lidt flere milliarder fra Nordsøen. Det samlede billede er, at regeringen giver lidt til alle og formentlig ender med at hente pengene hos dem, der ikke er i arbejde. Socialdemokraterne omfordeler noget mere fra de bedrestillede til de dårligst stillede hvad enten de er i arbejde eller ej. DET GRIMMESTE, man kan sige om regeringens udspil, er, at den stadig ikke vil fortælle os, hvor det er, velfærd og omsorg fremover skal forringes. Det grimmeste, man kan sige om Socialdemokraternes oplæg, er, at lighedsorienteringen i det er så stærk, at det formentlig kræver et venstrefløjsflertal. Den gode nyhed er, at det er til at se forskel. Nok er der ikke tale om en revolution - 20 omfordelte milliarder er trods alt kun en lille del af et trecifret, offentligt milliardbudget, men der er dog tale om ændringer, der kan mærkes. Det er ikke så længe siden, at det var højeste mode at erklære forskellen på højre og venstre i Folketinget for død. De politiske forskelle angår nu, hævder toneangivende politologer og sociologer, de 'nye emner': udlændingepolitikken, Europa, miljø, etik og globale spørgsmål. Tesen rummer naturligvis den fundamentale sandhed, at vores samfunds grundtræk velfærdsstat og markedsøkonomi i en demokratisk ramme ikke længere er til debat. Men det har altid været en blødt højreorienteret tilsnigelse at sige, at der derfor ikke var grund til at diskutere fordelingspolitik. DER ER grund til at takke de borgerlige partier i de sidste par år i første række de konservative og de radikale for, at skat igen er kommet i centrum af den politiske debat. Skatten på arbejde i Danmark er høj meget høj. Det var på høje tid, at det tabu, at den ikke kunne nedsættes, blev brudt. Selvfølgelig kan den det. Det er den blevet i de fleste af vore nabolande, og det er i øvrigt et yderligere argument for, at den skal ned. Svenske socialdemokrater har for længst erkendt det. Der er samtidig grund til at takke oppositionen for, at den ikke accepterer skattestoppet som ramme om skattedebat og skattelettelser. Stoppet er ikke bare uhensigtsmæssigt, sådan som den samlede økonomiske ekspertise påpeger. Det er først og fremmest en på overfladen tilforladelig måde at nærme sig lettelser, der reelt har til formål at forhindre demokratisk debat om nye prioriteringer i det offentlige. Samtidig med at den sikrer, at hvad den jævne mand måtte vinde på skattelettelsesgyngen, det taber han med stor sandsynlighed i nedskæringskarrusellen. DET ER som sagt glædeligt, at man nu kan se forskel på højre og venstre i skattepolitikken. Det er ikke det samme som at sige, at de skattepolitiske træer på Christiansborg vokser ind i himlen. Ejendomsbeskatningen er et godt eksempel. De potentielle gevinster ved at bo i ejerbolig er stadig den største ulighedsmaskine i Danmark større end de pensionsordninger, Socialdemokratiet nu vil ramme. På det punkt tør S ikke mere end fjerne den åbenlyse urimelighed, som skattestoppet lige nu indebærer. En i bedste fald beskeden begyndelse på en for alvor perspektivrig skattereform. Heller ikke hvad gevinsten ved at komme i arbejde angår, er det politiske mod i høj kurs på Christiansborg. De jobfradrag, begge fløje foreslår, er kun en spæd og kompliceret begyndelse. Men alt i alt: Fronterne er trukket op. Der er noget at vælge imellem. Kampen om vælgernes gunst kan begynde.