UANSET HVORDAN nervekrigen i FN ender, så vil verdensorganisationen gå svækket ud af den kamp om stemmerne, der finder sted i disse timer. Ikke fordi kampafstemninger nødvendigvis er af det onde, men fordi spørgsmålet om, hvilken vestlig udenrigsminister der mest effektivt vrider armen om på hvilken afrikansk udenrigsminister, har meget lidt at gøre med den internationale konsensus, der bør gå forud for en krig. Hovedansvaret for, at det er kommet så vidt, er USA's. Præsident Bush valgte først meget sent at gå til FN med sit ikke umiddelbart indlysende ønske om at gøre opgøret med Irak til en del af den generelle 'krig mod terrorismen' efter 11. september. Sikkerhedsrådets godkendelse blev diskuteret både i den amerikanske regering og i den amerikanske offentlighed som en option, ikke som en nødvendighed, før en amerikansk krig mod Saddam Hussein. Da præsidenten så alligevel valgte FN-sporet, skete der ikke nogen egentlig samordning med USA's og Storbritanniens praktiske krigsforberedelser. Tværtimod blev der skabt massive forventninger om en krig inden sommervarmen; en planlægning, der ikke tog højde for de muligheder - for både afvæbning og diplomatiske mellemspil - som FN-sporet i sagens natur måtte skabe. USA's åbenlyse pression mod Sikkerhedsrådet - vi fører krig uanset udfaldet af den diplomatiske proces - har vist sig at være mindst lige så provokerende som resultatskabende. Hvis det hele ender med en diplomatisk nedsmeltning, vil eftertiden stå uforstående over for, hvorfor Saddam Hussein ikke lige så godt kunne afvæbnes - eller væltes - i andet som i første halvår 2003. USA's hovedansvar gør dog ikke alle andre skyldfri. Det er svært at se, hvilken vital interesse Frankrig varetager, hvis det nedlægger veto, eller når det kaster sig ud i en prestigebetonet konfrontation med en supermagt, der både er Frankrigs og Europas vigtigste allierede, og uden hvis deltagelse ingen egentlig international normhåndhævelse er mulig. For nogle vil svaret være, at Frankrig kæmper for freden. Men dels er Frankrig ikke traditionelt FN-systemets bedste ven, dels er det ikke indlysende, at en bevæbnet Saddam i Bagdad reelt er et fredeligere resultat for Irak og Mellemøsten, end en succesrig FN-krig ville være det. Det ville stadig være bedst, hvis FN's Sikkerhedsråd kunne enes om vejen frem - et ultimatum til Saddam Hussein kombineret med en forlænget tidsfrist burde stadig være et alternativ. Går det galt, tyder alt på, at krigen alligevel kommer - og det hurtigt. Hvis det sker efter et sammenbrud i FN, bør det sige sig selv, at Danmark ikke kan deltage. Hvornår siger statsministeren det, så det ikke kan misforstås?