DET ER en meget lille håndfuld europæiske regeringschefer, der trodser både store flertal af deres egne vælgere og det pinagtige fravær af FN-mandat og vælger at deltage i USA's krig mod Irak. Hvis man med deltagelse mener at stille militære styrker til rådighed for USA med mandat til også at deltage i offensive kamphandlinger, så er der faktisk kun to af slagsen i Europa: Storbritanniens Tony Blair og Danmarks Anders Fogh Rasmussen. Uanset om man er enig eller ej, er det svært ikke at beundre Tony Blair. Manden, der blev kendt som storforbruger af spindoktorer og specialist i mediestyring har vist, at han har holdninger, og at han er villig til at betale prisen for dem. Han tror på, at magtanvendelsen mod Irak indvarsler en bedre verdensorden, og at den nuværende splittelse blandt gamle venner kan overvindes. Uanset om han får ret eller ej, aftvinger hans linje, og den ildhu og åbenhed, hvormed han forsvarer den i alle tænkelige fora, respekt. MEN HVIS Tony Blairs politiske mod aftvinger respekt, hvorfor er vores egen statsminister så ikke lige så beundringsværdig i denne sag? Også han trodser et stort flertal af danskere, og han vinker farvel til bred udenrigspolitisk opbakning i Folketinget for at følge en linje, han og kun han insisterer på. Forskellen er, at Tony Blair har spillet med åbne kort. Han har konfronteret en skeptisk opinion, og han har ikke lagt skjul på, at opgøret med Saddam Hussein har forrang for FN, hvis det blev nødvendigt at vælge. Anders Fogh Rasmussen har derimod ført offentligheden bag lyset. Han har ladet sin udenrigsminister afgive forsikringer, der ikke holder, og han har også selv brugt FN-sporet som et skjold i debatten. Indtil i forgårs kunne Folketinget i realiteten ikke tage den debat, der nu er blevet jabbet igennem. I AFTES ville DR samle landets partiledere for at diskutere det alvorlige brud med mange års udenrigspolitisk konsensus, der har fundet sted. Men statsministeren ønskede ikke at møde op, og straks efter trak også Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard sig. Hele det snævre flertal, der har sendt 'Olfert Fischer' og 'Sælen' af sted, ønskede altså ikke at stå til ansvar for offentligheden i en sammenhæng, hvor projektørerne for alvor var tændt. Episoden står i skærende kontrast til den politiske pædagogik, Tony Blair har udfoldet i samme sags tjeneste. Den viser, at vores statsminister nok har modet til en upopulær holdning. Men når prisen skal betales, så kniber det.