BUSH-REGERINGEN tabte slaget om den offentlige mening uden for USA. Bush-regeringen tabte også det diplomatiske slag i FN's Sikkerhedsråd. Bush-administrationen har hverken kunnet samle NATO eller EU om krigen mod Irak. Bush-regeringen har ikke formået at mobilisere Iraks naboer og fjender mod diktatoren i Bagdad. Bush-regeringens liste på over 30 lande, der støtter krigen, er en koalition mere af navn end af gavn. Kun en håndfuld lande - Storbritannien, Australien, De Forenende Arabiske Emirater og Danmark - stiller reelt militære styrker til rådighed for krigen. De andre på listen nøjes med politisk støtte, basefaciliteter, overflyvningsrettigheder, humanitær bistand eller helt symbolske bidrag. Listen over lande, der er imod USA's krig, er til gengæld meget lang. DET ER alt i alt et umådeligt politisk nederlag, George W. Bush har påført USA med hele dette forspil til krigen. Nederlaget sættes i relief af den kendsgerning, at USA ellers aldrig har stået stærkere i verdenssamfundet end her ved indgangen til det 21. århundrede. Allieret med Europa, venner med Kina og Rusland, anfører af en koalition mod terror, der samlede næsten hele verden, ombølget af berettiget sympati efter terrorangrebet 11. september. Alle de muligheder, hele den chance for international solidaritet, der lå gemt i den tragedie, er nu erstattet af splid og kiv, bitterhed og belastede internationale organisationer, tillid, der langsomt skal genopbygges. HVORFOR er det gået så galt? Årsagerne er mange, og USA er ikke alene om at bære ansvaret. Men når regnestykket skal gøres op, er det USA's begrundelse for krigen, og hele Bush-administrationens udenrigspolitiske linje, der falder i øjnene. For det første har argumentationen været belastet af manglende lødighed. Koblingen til 11. september og påstanden om, at Saddam Hussein på én eller anden måde står bag al-Qaeda, har ikke overbevist. Endnu værre er det, at USA denne gang har taget udgangspunkt i sin egen nationale interesse, i sin egen trusselsvurdering og i sin påståede ret til at føre præventiv krig. Ethvert land må naturligvis handle i overensstemmelse med sine interesser. Men USA har igennem det halve århundrede, hvor det har domineret international politik, vænnet os til, at det som stormagt kan og vil langt mere end det. USA har altid begrundet sin rolle i verden i overordnede værdier, der også kunne mobilisere andre. Amerikansk udenrigspolitik har hidtil rummet et stærkt element af, hvad man alt efter temperament kan kalde generøsitet eller oplyst egeninteresse. Man kunne bryde sig mere eller mindre om kampen mod kommunismen, for demokrati, menneskerettigheder og markedsøkonomi. Men den var båret af universelle værdier, som andre kunne tilslutte sig. At USA føler sig så hårdt ramt af 11. september, at det tiltager sig retten til selvtægt i det internationale samfund, kan andre til nød forstå. Men det kan ikke mobilisere, og det kan ikke skabe bred international opbakning. USA under Bush junior vil og kan selv. Hans USA modtager gerne hjælp, men vælger selv både mål og midler. Men når man dybest set ikke mener at have brug for allierede, så får man dem heller ikke. Amerikanske politikere og amerikanske diplomater har fejlet, og fejlet alvorligt. Nu må man håbe, at amerikanske generaler kan gøre det bedre. KRIGEN i Irak er begyndt. I den krig må vores sympati først og fremmest være på det hårdt prøvede irakiske folks side. Netop derfor må vi håbe, at USA og Storbritanniens sejr bliver hurtig og komplet. Selv om krigen er blevet til uden et tilfredsstillende grundlag i folkeretten, er der tale om et opgør med en bloddryppende tyran og om et regime, der rigeligt fortjener at blive væltet. Skadevirkningerne ved at føre krig uden FN-mandat er alvorlige og dybt beklagelige, men de er en fuldbragt kendsgerning. Det kan ikke nu føre til, at massemorderen i Bagdad pludselig skulle forvandle sig til en forfulgt uskyldighed. De lidelser, Saddam Hussein i en menneskealder har påført sit folk og sine naboer, overstiger langt de sandsynlige tab i en hurtig, højteknologisk krig. Vi ved ikke, om krigen lader sig gennemføre med de meget begrænsede tab, som den moderne amerikanske krigsførelse på Balkan og i Afghanistan har vænnet os til. Men vi kan håbe det. USA HAR lovet irakerne en bedre fremtid efter en krig. Det løfte skal Bush-regeringen holdes fast på. Det vil kræve en mangeårig indsats at skabe et menneskeværdigt irakisk samfund. Bare det at undgå konfrontationer og massakrer i krigens umiddelbare kølvand er en stor udfordring. At skabe institutioner, der kan danne ramme om en tålelig, for slet ikke at tale om en demokratisk, fremtid for irakerne og gøre det, mens landet er besat af det i Mellemøsten af mange så forhadte USA, er en opgave af nærmest skræmmende omfang. Det irakiske folk vil efter krigen få brug for hele verdens hjælp. Den opgave bør en splittet klode kunne samles om.