KULTURMINISTER Brian Mikkelsens højt besungne opgør med råd og nævn, eksperter og smagsdommere endte for et par måneder siden i fryd og gammen: Samtlige Folketingets partier gik sammen med ministeren om en helt ny struktur på den kunststøtte, der ikke går via Statens Kunstfond. Og når alle var glade, så var det naturligvis, fordi alle havde fået deres vilje - hvilket strukturen mildt sagt afspejler. Hvad der før blev ordnet decentralt og ubureaukratisk af elleve små råd, centre og sekretariater, er nu blevet centraliseret i et mastodontisk magtapparat, hvis grundlæggende idé er, at man beholder alt det gamle (lettere omplaceret og under nye dæknavne) og lægger et par nye administrative niveauer oveni. De nye niveauer hedder Kunstrådet og Kunststyrelsen, og man skal nok være højtstående embedsmand i Kulturministeriet for at se forenklingen. I går kunne Brian Mikkelsen så præsentere de to herrer, som kommer til at herske over det nye bureaukrati. Kunstrådets formand bliver Tivolis direktør, Lars Liebst. Kunststyrelsens direktør bliver den hidtidige afdelingschef i Kulturministeriet, Poul Bache. Det sidste har sin særlige charme, idet Poul Bache er manden, som har udviklet Brian Mikkelsens nye superbureaukrati. Kunststyrelsens opfinder er blevet Kunststyrelsens direktør, og sig så ikke, at man aldrig får den, man elsker. Kulturministeren selv har undervejs måttet lære sig, at kan man ikke få den, man elsker, så må man elske den, man kan få. Og den store forenkling, han kunne få, var godt nok temmelig dyr og kompliceret. Men embedsmændene og politikerne, de er begyndt at have sans for Mikkelsen.