NUVÆRENDE og kommende EU-ledere må have haft svært ved at holde masken. De blev i ramme alvor bedt om at drøfte, hvordan man udpeger en fælles udenrigsminister til at varetage en fælles udenrigspolitik, da de i går mødtes for at undertegne aftalen om optagelsen af de nye lande. Det er ikke gået hen over hovedet på Giscard d'Estaing, formanden for EU's forfatningskonvent, at en del af EU-landene er ved at afslutte en krig og indlede en besættelse, som den anden del af kredsen har gjort alt, bortset fra et militært modangreb, for at standse. Tværtimod. Det europæiske samarbejde udvikler sig netop gennem sådanne kriser. Og den aktuelle krise er af en sådan kaliber, at det må føre til en gigantisk oprustning af samarbejdet, lyder tankegangen. KONVENTETS formand står ikke alene med den analyse. Der er nærmest gået sport i at fremsætte vidtløftige forslag til udenrigspolitisk samling. Ministerrådets generalsekretær og udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana, har foreslået, at Frankrig og Storbritannien opgiver deres sæder i FN's Sikkerhedsråd. I stedet skal EU have en plads. Det vil effektivt fremtvinge en fælles holdning. Kommissionens formand, Romano Prodi, overtrumfer med sit forslag om et fælles forsvar. Sagen er, at politikere kun nødigt deler magten med andre. Der skal være en forbandet god grund - typisk en alvorlig og eklatant fiasko for nationalstaterne - til at gøre det. Men Solana, Prodi og Giscard d'Estaing overser tilsyneladende, at krise og fiasko ikke er nok. Der skal også være en almindelig og rationelt begrundet erkendelse af, at krisen kunne være håndteret bedre, hvis det var sket i fællesskab. Og det er næppe tilfældet her. ERFARINGEN viser, hvor meget der skal til. De økonomiske kriser i 1970'erne fik de fleste lande til at beskytte deres arbejdspladser mod generende konkurrence udefra, hvilket - helt efter den økonomiske lærebog for begyndere - fik økonomien til at gå i stå og arbejdsløsheden til at stige. Først langt ind i 1980'erne, da situationen var nærmest desperat, blev landene enige om at stoppe den gensidige chikane og etablere det indre marked. For de enkelte lande giver det ikke meget mening at begrænse forureningen af luft og hav, hvis produktion og arbejdspladser bare flytter over på den anden side af grænsen. Men forureningen skulle nå et uacceptabelt niveau, før miljøpolitikken blev overnational. Det seneste eksempel er flygtningepolitikken. Gennem 20 år har de enkelte lande forsøgt sig med bevidstløse stramninger, der ikke har fået antallet af asylsøgere til at falde, men måske nok har skubbet den voksende byrde rundt mellem landene. Først da den ekstreme højrefløj eksploderede, blev der truffet beslutning om i fællesskab at gøre noget alvorligt ved den systematiske import af useriøse asylsøgere. Og i fællesskab forsøge at gøre noget ved de problemer, der skaber reelle flygtningestrømme, blandt andet gennem handelsaftaler, bistand, diplomati og en humanitær udrykningsstyrke. HVORI består den tilsvarende nødvendighed i en fælles udenrigsminister og fælles plads i FN's Sikkerhedsråd? Svaret er, at amerikanerne har sejret ad helvede til. De trodsede folkeretten og flertallet i FN's Sikkerhedsråd. De trodsede europæiske allierede, arabiske allierede, deres egen og næsten alle andre befolkninger. De trodsede sågar Tony Blair, deres nærmeste og eneste betydningsfulde allierede. Og det gik godt. Så godt, at Bush og Rumsfeld kan være efterladt med en tragisk overbevisning om, at de kan regere verden. Men den brede erkendelse af, at Europa kan og må gøre noget ved det, er desværre ikke i sigte. For de lande, der gik med USA i krig, har udfaldet ikke givet anledning til fortrydelse. De har ydet et større eller mindre bidrag til at komme af med en af verdens største forbrydere, de har scoret vigtige point i Det Hvide Hus, og til overflod er meningsmålingerne vendt, så et flertal af befolkningerne i de krigsførende lande støtter aktionen. Det ligner ikke umiddelbart en fiasko, der kan retfærdiggøre, at beslutningskraften flyttes til Bruxelles. På den modsatte fløj kan Frankrig nok have en interesse i, at EU optræder samlet som modvægt til USA - men det forudsætter naturligvis, at Frankrig lægger linjen og fører ordet i de afgørende situationer. Et egentligt fællesskab - der ville indebære, at Frankrig skulle lade sig styre af småstater som Luxembourg og Malta, naive pacifister som Tyskland, og amerikanske skødehunde som Storbritannien og Danmark - er ganske uden for fransk forestillingsevne. SUND fornuft tilsiger, at Europa går sammen for med styrke at insistere på et internationalt retssamfund, sådan som Tyskland og næsten alle andre småstater end Danmark plæderer for. Det har skabt grundlag for fred og velstand i Europa og kan gøre det samme i resten af verden. Men sund fornuft er desværre ikke nok. Først når eller hvis den amerikanske magtfuldkommenhed udløser en større katastrofe, er der udsigt til en europæisk samling.