VERDEN skulle skamme sig, hvis den ikke straks ophæver de økonomiske sanktioner mod Irak. Sanktionerne blev indført efter Saddam Hussein-regimets invasion af Kuwait i 1990 med det formål at sikre, at Irak ikke skaffede sig masseødelæggelsesvåben og/eller missiler til at fremføre disse våben. Det var indtil krigen for en måned siden hyppigt omdiskuteret, om Irak fortsat forsøgte at bevæbne sig med sådanne våben. Og strengt taget har krigen i Irak ikke afklaret, om det overhovedet var tilfældet. Men i dag er Saddam Husseins regime og tilhørende statuer væltet, og det må være hævet over enhver rimelig tvivl, at de nuværende magthavere i Irak - dvs. USA og Storbritannien - ikke vil tillade nogen andre kræfter i Irak at udvikle eller bruge masseødelæggelsesvåben. Det irakiske militær er bombet sønder og sammen. Selv om omverdenen på den baggrund vil kunne diskutere både berettigelsen af krigen og de foregående sanktioner, må det også være hævet over enhver tvivl, at verden anstændigvis ikke kan gøre den irakiske befolkning til offer for fortsatte sanktioner. Irakerne har under de hidtidige 12 års sanktioner betalt en høj pris for, at verden ikke kunne få sanktionerne til at ramme præcis. Mens de civile irakere har oplevet fødevaremangel og et væld af andre afsavn, har Saddam Hussein brugt indtægter fra sanktionsregimet til at forgylde sine paladser fra kupler og vandhaner til toiletter og svulstig kunst. MEN UANSET, hvad man i øvrigt måtte mene om sanktionerne eller krigen: Saddam Hussein er altså væk. Og uanset hvad verdens magtfulde stater i Sikkerhedsrådet måtte have af gustne interesser i kontrol med irakisk genopbygning, må irakernes ret til frihed og fri handel komme først. Det er grotesk, at flere af de samme magter, der indtil krigen udtrykte tvivl om handelssanktionerne i dag har svært ved at acceptere en omgående ophævelse af dem. Rusland og Frankrig har med forskellig betoning talt for, at en ophævelse af sanktionerne skal afhænge af, om FN's våbeninspektører igen får adgang til Irak. Og flere arabiske regeringer vil forlænge sanktionerne, indtil USA er ude af Irak. Ingen af delene kan rimeligvis skyldes hensyn til den irakiske befolkning. Der er god grund til at ønske en hurtig afslutning på den amerikanske militære tilstedeværelse i Irak. Det vil USA formentlig være enig i. Der er også god grund til at lade FN's våbeninspektører gøre deres arbejde færdigt, og der ville ikke gå skår af USA ved at give FN adgang. Men det handler alt sammen om en storpolitisk balancegang, som ikke bør belaste irakerne. De har brug for at komme ud af sanktionernes greb. Det bør ske straks.