DA ARGENTINERNE gik til første runde af det argentinske præsidentvalg i søndags, stemte 60 procent af dem på det gamle og korrupte peronistparti, selv om få nærer den fjerneste tvivl om, at netop det parti bærer det overvejende ansvar for nationens dybe økonomiske krise. Et flertal af dem stemte tilmed på Carlos Menem, der om nogen personificerer årsagen til den krise, der har rystet Argentina i dets grundvold. Den anden af de to kandidater, som går videre til anden runde af præsidentvalget, er Nestor Kirchner, der ganske vist er en langt mere traditionalistisk tænkende peronist end Menem, men altså ikke desto mindre kommer fra det samme parti. Samme dag som argentinerne gik til valg, stemte vælgerne i Paraguay for en fortsættelse af det mindst lige så korrupte Coloradoparti, der har haft magten i 55 år, selv om også Paraguay gennemlever sin værste økonomiske krise i årtier. Med få undtagelser holdes gamle eller nye populister ved magten hele vejen ned gennem Latinamerika ved hjælp af mere eller mindre illusionsløse vælgere, der må finde sig i rollen som stemmekvæg for elitens interesser. DER ER enorm forskel på de enkelte lande i Latinamerika, hvad angår historie, kultur og etnisk sammensætning. Hvad de stort set alle har til fælles er en blodig fortid med kolonialisering, militærdiktaturer og undertrykkelse. Når vi undrer os over, at befolkningerne ikke gør oprør mod deres uduelige ledere, overser vi den angst, der ligger latent i de befolkninger, som stadig husker, hvordan en far, broder eller datter 'forsvandt', fordi de vovede at have andre holdninger end regimerne. Det formelle demokrati er ganske vist ankommet til Latinamerika, men for det første er det stadig ungt og uendelig skrøbeligt. For det andet er institutionerne alt andet end demokratiske. For både Argentina, Paraguay og mange andre lande i regionen gælder, at de autoritære strukturer stadig eksisterer og videreføres af dominerende partier, som har formet tvivlsomme alliancer med samtlige samfundsaktører fra finansverdenen til stærke, men korrupte fagforeninger. Partiske domstole er en del af systemet. Mens Den Internationale Valutafond og Verdensbanken har forlangt fuld globalisering, det vil sige åbne markeder, har begge pengeinstitutioner været yderst spage i deres hensyntagen til rettigheder for Latinamerikas befolkninger, som i mange tilfælde må betale en høj pris for accepten af rå markedsøkonomi - i hvert fald på kort sigt. Den situation skyldes især, at også regionens eliter har set deres interesse i globaliseringen og taler samme sprog som bureaukraterne i Washington. Og det skyldes en manglende erkendelse af den nære sammenhæng mellem økonomisk og politisk stabilitet.