100 DELTAGERE fra fire lande i Mellemøsten, Egypten, Israel, Jordan og Palæstina afsluttede i går en fredskonference, der var organiseret af The International Alliance for Arab-Israeli Peace. Alliancen er også kendt i de arabiske lande som Louisianaprocessen eller København-gruppen. Det skyldes, at den blev grundlagt på Louisianamuseet i januar 1997, og at deltagerne enedes om en fælleserklæring om vejen til fred i Palæstina. Under betegnelsen Københavnserklæringen vakte den stort postyr blandt arabiske intellektuelle. De personer - det var et mindretal, der støttede erklæringens ordlyd i Egypten, Jordan og Syrien - blev lagt for had som København-tilhængere af deres modstandere. De sidste fastholdt modstand mod enhver kontakt med Israel, også med den israelske fredsbevægelse. Denne modstand er stadigvæk fremherskende blandt åndsarbejdere og medlemmer af de såkaldte frie professioner i de pågældende lande, fordi medlemmerne ikke er frie til at tage politisk stilling. De faglige organisationer truer enhver med eksklusion, hvis vedkommende bryder tabuerne og plejer omgang med israelske fagfæller eller andre israelere. Boykotten fik indflydelse på sammensætningen af de egyptiske og jordanske delegationer til fredskonferencen. Under et møde for arabiske journalister, afholdt for nylig i Rabat, Marokko, blev princippet om boykot af enhver kontakt med Israel understreget, hvorefter tre egyptiske journalister, der var tilmeldt konferencen i København, hoppede af af frygt for repressalier fra deres fagforenings side. Konferencen, der var sponsoreret af det danske udenrigsministerium, vedtog en fælleserklæring, hvis hovedbudskab er rettet mod de israelske og palæstinensiske befolkninger. Den siger, at der er arabere og israelere, der kan finde et fælles grundlag, hvorpå fred kan bygges. Der er 'partners for peace', hvilket er konferencens slogan. Størsteparten af de 100 deltagere er personer, der har været dybt involveret i deres landes kamp for selvstændighed; diplomater og højtstående officerer, folk fra sikkerhedstjenesterne og fra andre centrale samfundsposter. Fælles for dem er, at de har erfaret, at »fred er for vigtigt til udelukkende at være overladt til politikerne«. Det er lykkedes de personer, der er samlet i alliancen, at overvinde den gensidige mistillid, der er hovedforhindringen for en fredelig løsning på den over 100 år gamle konflikt om det hellige land. Den mistillid, der bevæger israelere og palæstinensere til at tro, at enhver politisk eller militær indrømmelse udelukkende svækker ens egen position og styrker modstanderens. Med rette eller urette føler begge parter, at de er konfliktens sande ofre. Palæstinenserne opfatter deres modstand mod den israelske besættelse som en kamp for selvstændighed. Flertallet af israelerne betragter den som en kamp, der truer Israels eksistens. Mistilliden i begge lejre er konfliktens hovedproblem. I modsætning til mundheldet 'at djævlen er gemt i detaljerne'. Hovedtrækkene til en politisk løsning ligger på bordet, men ethvert forsøg på forlig kæntrer på mistilliden. Selv forlig, der under andre omstændigheder ville have flertallets støtte på begge sider. Den internationale alliances hovedformål er at modarbejde mistilliden og dermed bidrage til at skabe det grundlag, hvorpå politikerne og diplomaterne kan arbejde. Så længe mistilliden dominerer israelernes og palæstinensernes opfattelse af hinanden, vil ingen politisk løsning fungere. Den såkaldte kvartets køreplan, udarbejdet under det danske EU-formandskab af forhandlere fra FN, EU, USA og Rusland, er allerede strandet, få dage efter at den er blevet offentliggjort. Den israelske ministerpræsident vil ikke acceptere den såkaldte roadmap, før hans palæstinensiske modpart, den nyudnævnte Abu Mazen, har dokumenteret, at han vil bekæmpe og afvæbne de palæstinensiske terrorbevægelser. Og Abu Mazen tør ikke tage en konfrontation med disse bevægelser og deres store passive tilhængerskare i den palæstinensiske befolkning, før han har indhøstet nogle indrømmelser fra Sharon. FREDSKONFERENCENS fælleserklæring illustrerer, at der er mennesker i Mellemøsten, der, uden at opgive deres vitale nationale interesser, kan finde en fælles holdning, så gensidige indrømmelser tilsammen bliver til fælles fordel. Derfor var denne konferences budskab så vigtigt, og derfor er det vigtigt, at alliancen kan fortsætte sit virke, der er et helt afgørende supplement til diplomaternes og politikernes arbejde. Danmark stod fadder til den i 1997 og har hjulpet den frem siden. Det har befæstet Danmarks position som neutral opmand i Palæstinakonflikten. Københavnserklæringen er blevet et begreb af betydning i arabisk politisk diskurs. Den tvang arabiske intellektuelle og medlemmer af de frie professioner til at se i øjnene, at der eksisterer en israelsk fredsbevægelse, og at fortsat afvisning af alt, der er israelsk, inklusive israelske fredsvenner, dybest set er til skade for den palæstinensiske sag.