VERDEN bliver i disse dage mindet om, at ikke kun Mellemøsten og det sydlige Afrika kalder på et koordineret politisk engagement fra vestlig side. Militærregimet i en af klodens mest sejlivede slyngelstater, Burma, har igen vist sig fra den brutale side, som alle kender den bedst fra. Begivenhederne kalder på reaktioner fra omverdenen. Men her mangler der i beklagelig grad fodslag. Fra amerikansk side er der skærpede sanktioner på vej i form af et lovinitiativ i Kongressen, der kan føre til forbud mod import af burmesiske varer. Parlamentarikere i flere EU-lande rejser krav om skærpelse af de hidtidige, milde sanktioner. Spørgsmålet er naturligvis, om sanktioner vil virke i en så lille økonomi som den burmesiske og i et land, hvis væsentligste handelspartnere er de naboer, som modsætter sig sanktioner. Svaret er, at sanktionskravene er en vigtig signalgivning til netop de nabolande, der i så mange år har svigtet den demokratisk valgte opposition i Burma ved at handle ufortrødent videre med juntastyret, også når denne svigtede tidligere tilsagn om at gå i dialog om demokratisering og betingelserne for et regimeskifte. Når situationen i Burma forbliver fastlåst, eller direkte går baglæns, er det i høj grad fordi Burmas nabolande, der i alle andre sammenhænge lægger vægt på tæt samarbejde med Vesten, nægter at lægge vægt til det pres, som EU og USA udøver som en direkte konsekvens af de vedtagelser om Burma, som et flertal i FN for længst har sluttet op om. De behøver at få at vide, at internationalt samarbejde forpligter, også når det koster på eksportkontoen. DEBATTEN om situationen i Burma har i Danmark og andre EU-lande også handlet om, hvorvidt turisme kunne gøre en forskel. Hvis der fortsat er nogle, der gør sig forestillinger om, at turistsamkvem og den dermed forbundne hårde valuta kan bidrage til at bløde diktaturet op og mildne vilkårene for den jævne befolkning, så må dette perspektivløse illusionsmageri nu forstumme. Den vestlige offentlighed har brug for at blive mindet om, at både investeringer, samhandel og turistpolitik er forhandlingsanliggender mellem oppositionen og juntaen, og at oppositionens holdninger til disse spørgsmål må respekteres. Alt andet vil være en håndsrækning til juntaen og et regulært forræderi mod en demokratibevægelse, som i denne tid er tvunget i knæ af et regime, hvis 40-årige synderegister ikke lader andre slyngelstater, som Irak og Nordkorea, noget efter i brutalitet.