AT EN NY rapport fra Socialforskningsinstituttet (SFI) viser, at såvel studenterhuen som sociale problemer går i arv fra den ene generation til den næste, har næppe fået mange danskere til at klø sig i nakken og udbryde: »Det var lige godt satans, det er nyt for mig«. Men dét, som rapporten har manglet i overraskelsesværdi, har det strategiske spil omkring den til gengæld haft til overmål. For hvad er det, vi har oplevet i de seneste uger? Den borgerlige regering har brugt den nye forskning som afsæt for et opgør med de sociale uligheder - i forgårs udmøntede det sig i et handlingsprogram. Samtidig har en gruppe sociologer med Morten Ejrnæs i spidsen kritiseret regeringen og SFI for at overdrive problemet med den negative sociale arv, som ifølge sociologerne er en selvopfyldende profeti. Forvirringen breder sig. Hvem skal man holde med? En borgerlig regering, der insisterer på de sociale uligheders eksistens - eller Ejrnæs & Co., der insisterer på at nedtone problemet? Ingen af dem. FOR DET første mangler regeringens pludselige interesse for de sociale uligheder troværdighed. Det handlingsprogram, som regeringen vil bruge til at gøre op med den sociale arv, kan sammenlignes med at ville flytte et bjerg med en gaffeltruck. Hvordan forestiller regeringen sig, at man kan forandre grundlæggende samfundsstrukturer via en forældrekontrakt hér, en læreplan i børnehaven dér, en eventuel reform af pædagog- og læreruddannelsen dér - og helt uden at afsætte penge? Det er dybt useriøst og smager af skinpolitik. MEN DET giver ikke sociologer som Ejrnæs & Co. en bedre sag. For når de nedtoner problemet med den sociale arv, ligner det et selvmål. Faktum er, at den sociale arv - som SFI-rapporten så klart viser - stadig er håndfast. Og at ulighederne øges i disse år, i takt med at middelklassen i stigende grad vælger private løsninger - skoler, sundhedsforsikringer osv. - og i takt med at omfanget af boligområder, hvor vi blander os socialt, svinder ind. Hvis man er i tvivl om dén udvikling, kan man blot tage en tur med S-toget fra nord til syd i det københavnske område. Hvis man vil gøre op med de uligheder, der nedarves fra den ene generation til den næste, forudsætter det grundlæggende ændringer af stærke strukturer i det danske samfund. Det tager tid, og det koster. Og det har hverken regeringen eller Ejrnæs & Co. erkendt. Desværre.