EFTER FORBILLEDE FRA NEW YORK bliver de unge indvandreres kriminalitet i en række danske storbyer nu mødt med 'nul tolerance'. Ugens knivdrab på den 19-årige italienske turist efterlader ingen tvivl om, at der må sættes kraftigt ind, og den kombinerede indsats fra såvel politi som skole-, fritids- og socialforvaltning, der nu styrkes overalt, har meget for sig. Det opmuntrende er, at såvel de lokalt ansvarlige som den almindelige befolkning både i København, Århus, Odense og Ålborg så tydeligt markerer, at det er kriminaliteten, man ønsker at udvise 'nul tolerance' over for. Ikke indvandrerne som sådan, selvfølgelig. »Det er trist, at en lille hård kerne tegner et forkert billede af, hvordan indvandrerne egentlig er«, siger f.eks. den århusianske venstreborgmester, Louise Gade. Sådan formuleret bliver 'nul tolerance' netop en måde at udvise tolerance på, og der er næppe tvivl om, at et flertal af danskere tænker i samme baner. På gade- og lokalplan udviser man ansvarlighed både i ord og handling. Så meget desto mere trist er det, at på højeste plan, i regeringen, udvises slet ikke samme ansvarlighed. Man hører intet andet fra magtens højeste kontorer end 'hårdere straffe', 'fars hammer', 'nu må det høre op' og tilsvarende hulheder, som ingen problemer løser. Uanset om det er justits-, integrations- eller statsministeren, der udtaler sig, så er det med en negativitet, som tyder på nul tolerance over for nydanske i det hele taget. Tænk, hvis statsminister Anders Fogh Rasmussen var lige så moden og ansvarlig som menigmand på Nørrebro eller i Århus. Tænk, hvis han benyttede en lejlighed som det tragiske knivdrab til at markere 'nul tolerance' over for de unge kriminelle, men al mulig tolerance over for landets mange nye borgere. Tænk, hvis han sørgede for at fremstå som hele befolkningens statsminister frem for at benytte enhver lejlighed til at være statsminister for den ene befolkningsgruppe imod den anden. Knivstikkeriet er et uvæsen, som ikke må få lov at florere i det danske samfund. Det udspringer af et mislykket møde her i landet mellem forskellige kulturer og socialgrupper. Problemet er i bund og grund dansk (den unge italiener var ikke blevet stukket ned, hvis han var rejst til Damaskus i stedet for København). Hvis ikke regeringen med statsministeren i spidsen begynder at forstå dette, så bidrager den kun til at gøre ondt værre.