DE SVENSKE folkevalgte har fået deres råd. I den rådgivende folkeafstemning om Sveriges forhold til euroen, sagde et klart flertal nej. Resultater var forventet efter en valgkamp, hvor nej-siden ikke mindst dygtigt udnyttede den usikre økonomiske udvikling i store EU-lande som Tyskland og Frankrig, og dermed sandsynliggjorde, at Sverige kan have fordele af at bevare et valutapolitisk manøvrerum. Selv om de folkevalgte i Sverige ikke er berømte for at lytte til de råd, de får ved disse lejligheder - venstrekørsel og atomkraft er to markante eksempler - vil afgørelsen utvivlsomt blive stående i nogle år. Men netop fordi debatten har haft et ægte økonomisk indhold - Sverige er ikke tæt bundet til euroen på samme måde som Danmark - så vil nye omstændigheder føre til nye overvejelser. For Sverige er stadig med i EU, og vi ved kun alt for godt fra den danske udvikling, at forbehold og undtagelser af den grund altid vil være til debat. SELVOM STATSMINISTEREN indhyller spørgsmålet i unødvendig tåge, er det stadig mest sandsynligt, at vi også skal stemme om euroen herhjemme i 2004 eller 2005. Hvordan vil svenskernes afgørelse påvirke vores? Det er ikke godt at vide. Den eneste gang dominoteorien - at det ene nordiske land kan trække det andet med sig - for alvor blev testet, var i 1972, da Norge stemte først for at trække Danmark i samme retning. Resultatet blev som bekendt, at Norge stemt nej, hvorefter danskerne med stor flertal stemte ja til medlemskabet af EF. En "vi bestemmer selv"-effekt så at sige. Og da ingen herhjemme jo stiller spørgsmålstegn ved vores de facto-medlemskab af euro-zonen, er det jo den slags politisk-psykologiske effekter, der kommer til at afgøre sagen. Så meget desto mere, fordi vi sandsynligvis kommer til at stemme om langt mere end euroen den dag. . ET STORT flertal af svenskere har lukket ørerne for deres politikeres holdninger. Det afslører en stor afstand mellem vælgerne og deres folkevalgte repræsentanter. For det er jo, hvad en folkeafstemning meget nemt udvikler sig til: En tillids - eller rettere mistillidsafstemning - hvor det er det store flertal af folkevalgte, der er til eksamen. Det kan i det perspektiv ikke undgå at gøre indtryk, at selv ikke det tragiske og meningsløse mord på Anna Lindh fire dage før valget, fik svenskerne til at bakke op om alle dem, som de normalt betror at forvalte deres anliggender. Da det kom til stykket, viste et stort flertal sig ligeså lidt medgørlige, som et flertal af danskere to gange har vist sig at være det.